Så er den gal igen: DMI varsler skybrud og torden i Aarhus

Lige som man troede, at regndagene var ovre, er der blevet udsendt et nyt varsel.
Vi står op til en fredelig morgen med lidt glimt af solen mellem skyerne.
Men der er altså mere regn på vej…
I hvert fald hvis man spørger DMI:
“Dagen starter med en skønsom blanding af sol og skyer. Fra sidst på formiddagen begynder der at poppe byger op flere steder i landet, og bygerne kan lokalt blive ret kraftige og være med torden,” skriver vagtchefen hos DMI.
Læs også: Chok: Legendarisk restaurant i midtbyen sat til salg Bygerne kan kaste meget regn af sig
Og der forventes altså en god sjat vand – også i denne omgang.
“Lun og fugtig luft strømmer ind over landet fra nordøst og nord, og i dagens løb kan der i store dele af landet dannes regn- og tordenbyger. Da der samtidig ikke er megen vind, vil bygerne bevæge sig meget langsomt hen over landet, og derfor kan de kaste megen regn af sig, der hvor de rammer.”
Derfor har DMI udsendt varslet om risiko for lokale skybrud og torden for hele landet bortset fra Bornholm gældende i dag mellem kl. 11 og kl. 21. Skybrud er defineret som 15 mm regn eller mere på 30 minutter.
Ifølge DMI er det dog især Jylland, der bliver ramt af regn og torden.
I Aarhus kan der falde mellem 15 og 25 mm. regn på 30 minutter.
“Vi overvåger situationen og opdaterer ved behov,” skriver vagtchefen.