Farvel forår: DMI varsler snestorm
DMI har netop udsendt et såkaldt forvarsel om snestorm.
Der varsles snestorm fra mandag kl. 23 til onsdag kl. 06 i hele landet.
Sådan rammer det
Snestormen starter mandag aften i Vestjylland og forventes at slippe Bornholm natten til onsdag.
Snestorm betyder mere end 10 cm sne på 6 timer og middelvind på over 10 m/s.
Et lavtryk over Norskehavet er på vej mod sydøst til Nordsøen, hvor det bøjer af mod øst og ventes at passere Danmark i løbet af tirsdag.
Lavtrykket er ledsaget af kraftig blæst og en del nedbør, der mest vil falde som sne.
Snestormen vil præge vejret i store dele af landet. Nedbørområdet med sne når Jylland mandag aften, og breder sig i løbet af natten til hele landet.
Den kraftige vind får temperaturen til at stige til 1 til 4 graders varme i det meste af landet – bortset fra Nordjylland, hvor temperaturen vil ligge under frysepunktet.
Tirsdag vil nedbøren flere steder en overgang gå over i slud eller tøsne, og i den sydlige del af landet regn, inden det tirsdag eftermiddag og aften igen går over i sne og snebyger.
I den nordlige del af landet ventes over døgnet 10-30 cm sne, i den sydlige del 2-15 cm, hvoraf en del vil falde som tøsne.
Du kan løbende følge vejrsituationen her