Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Dommen over NorthSide 2017 – En våd omgang med overraskende god stemning

Af Pernille Søborg

2010 var året, hvor NorthSide første gang slog dørene op til den danske festivalscene med en endagsfestival. Dengang var alle de repræsenterede bands af dansk islæt. Debuten var dog ikke nogen ubetinget succes for forretningsmændene bag, der kom ud med et stort underskud. Men der er sket noget. Tankerne bag NorthSide med en festival der har fokus på bæredygtighed, innovation og musik, kan vi bestemt ikke sige noget imod. Desuden slår de sig op på, at maden på festivalen er 100% økologisk. Vi kommer her med vores dom over festivalen set ud fra en madanmelders synvinkel.

 

Det handler om smag – og lidt behag

Der er omkring 40 madboder på NorthSide. Alle skulle i år være 100% økologiske. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det er godt, og der var da også svingende præstationer imellem. Vi var omkring de fleste boder og skrev anmeldelser af nogle af dem, vi mente gjorde det bedst. Spiselaugets fire boder, Ferdinand, Rodfast, Wild Life Burger, Gourmensch og Foodfein er nogle af dem, vi vil fremhæve. Der er en god blanding af spisesteder. Lige fra Ferdinands restaurant på festivalen, hvor du sidder inde i et telt med fine stole og dug på bordet og spiser toplækker mad af rigtige tallerkener, til boderne ude på pladsen, hvor man står eller sidder udenfor med sin mad serveret i engangsmateriale. Alt har sin charme, og hvad, der passer dig bedst, er jo smag og behag.

 

NorthSides bedste og mest gennemtænkte håndholdte festivalmad

Spiselauget tænker anderledes og vil gerne sikre, at man på festivaler kan få en 100% øko udgave af flæskestegssandwichen. Derfor har man udviklet Pork Bun, som er en lidt anden udgave af den traditionelle flæskestegssandwich. Pork Bun består af briochebolle, frilandsgris, rød spidskål, grøn spidskål, rødløg, dijon mayo, rødbede relish og syltede agurker. Den koster 65 kroner.

 

Flot ser den ud, specielt på grund af de mange lilla nuancer, som giver et smukt farvespil. Stegen er yderst saftigt og tilpas krydret, så smagen passer til kålen og de syltede agurker. Rødebederelish var tilsat peberrod, hvilket gav den kant uden at overtage smagen. Desuden er der rigeligt med sprøde svær. Dem kan man aldrig få for mange af. Briochebolle er blød og passer godt til indholdet. Sådan skal en flæskestegssandwich smage.

 Pork Bun

Spiselauget har fokus på hjemmelavede ingredienser og gode råvarer. Det smages tydeligt i maden. På Aarhus Update tager vi hatten af for spisesteder, der er nytænkende og ser på innovation på madfronten. Derfor får deres Pork Bun Aarhus Updates pris som årets spisested på NorthSide.

 

NorthSides bedste med kniv og gaffel

Ferdinand stod igen i år for VIP-restauranten. Det nye var, at der også var en afdeling for helt almindelige festivalgæster. Det giver en anden oplevelse, at man i festivalstøj kan sætte sig ind og få en slapper i teltet med eminent mad og et set-up, der er i en klasse for sig. Det bør være alle forundt. Tak for det!

Ferdinand er det 100% sikre valg på NorthSide. Det er dejligt at kunne få noget ordentlig mad til festivalen. At sidde ved veldækkede borde i et telt og iført gummistøvler er usædvanligt. Både maden og bordene er delevenlige, og vi har med et kvalificeret personale at gøre. Menuen bestod af 6 retter inklusiv fritter og brød. Laks, fettuccine, cæsarsalat, tatar, slider, og danske jordbær til dessert.

Ferdinands Tatare de Boeuf på NorthSide 2017

Ferdinand formår at lave mad på et højt niveau og skabe stemning til en festival. At der er “rigtige” restauranter på NorthSide tæller op. Og ingen formår at lave så lækker mad, som Ferdinand gør. Veltilberedt mad med smag tilsat hyggelige rammer og god betjening er, hvad Ferdinand præsterer på NorthSide. Det er en mangelvare på luksusfestivalen NorthSide.

 

For meget mudderkast, men også ros

40.000 mennesker samlet til NorthSide er bare for mange. Så kort kan det siges. Det giver et øget pres på alle områderne. Køer ved spisestederne, alt for få siddepladser, og koncerter hvor der ikke var plads til alle. Vi har ikke tid tid at vente, når musikken spiller. Et andet problem er de frivillige, der arbejder i boderne. De gør, hvad de kan, men de er simpelthen ikke ordentlig oplærte. Det giver for stor variation i det, der sendes over disken. Jeg bliver overordentlig skuffet, når jeg får serveret en pita, der er halv fyldt, mens naboen sidder med en magen til, der bare stråler og er fyldt til toppen. Det dur bare ikke! Selv boder som for få år siden lavede det bedste mad, er i lodret fald på grund af de vokser, og deres personale overhovedet ikke kan lave mad. Sørgelig og tankevækkende.

Dommen over NorthSide 2017 - En våd omgang med overraskende god stemning

Rosen går til den kontantløse festival, der fungerede helt perfekt. Det samme gælder de mange toiletter og forholdene omkring dem samt bemandingen på pladsen, som gjorde det godt. Bike-side ligger lige overfor indgangen. Det er genialt, så det er nemt at komme til og fra pladsen.

En ommer!

Vejret kan vi ikke gøre noget ved. Det handler vel bare om påklædning? Men det kom nok ikke bag på mange, at der i weekendens NorthSide ville komme regn. Og dog, måske kom det bag på arrangørerne? De var i hvert fald meget nølende med at køre træflis ud på festivalpladsen. Det virkede som om, de slet ikke havde taget den opgaver seriøs. Det betød, at publikum måtte kæmpe sig igennem store søer af vand og store mudderpøle, der gik over ankelhøjde for at komme frem til scener og mad og drikke. Det var glat og ikke til at komme frem i. Det er en ommer og utrolig pinligt for festivalen, de ikke havde styr på det!

Og så til musikken

Ambitionsniveauet på NorthSide er højt. Internationale og danske topnavne var samlet i år. Det bedste program hidtil efter min mening. Lyd, lys, sceneopbygning samt kunst rundt på pladsen skabte en god stemning. Der blev spillet højt i år. Om der var skruet en kende op pga pubikums evindelige snakken, ved jeg ikke, men det var i hvert fald nødvendigt at råbe til bartenderen, når der skulle bestilles drikkevarer. En tændt Thomas Helmig klædt i hvidt leverede en uforglemmelig pop-koncert, med et suverænt spillende band. Pladsen blev forvandlet til et stort kor af glade mennesker. På Red Stage måtte arrangørerne erkende, at Martin, kendt fra x-faktor, med sit nye band Saveus trak flere publikummer til end antaget, da han imponerede. Rasmus Walter, The Prodigy og Bastille er også værd at nævne, mens Frank Ocean ikke levede op til forventningerne. Festivalen sluttede af med hovednavnet Radiohead, der toppede publikums ønskeliste. Godt gået NorthSide! På sammen tid som himlen åbnede sine sluser, fyrede de den af på scenen med musik og lys. Synge og spille kan de bestemt endnu.

NorthSide 2017

Alt i alt en super festival på musiksiden. Der skal ses på antallet af solgte billetter, flere siddepladser og selv om vi ikke kan gøre noget ved vejret, så holder det ikke med den store mudderscene. Publikum var på trods af regnen og mudderet i blændende humør. Vi så glade mennesker, og der var god stemning overalt på pladsen. Udvalget af mad var generelt varieret, og der var mange lyspunkter. Men vi savnede mere nytænkning og innovation på madfronten. Lad os håbe, vi ser lidt mere til det næste år, da rammerne jo er forrygende gode i Ådalen.

 

Del artikel

Andre læser også