Tragisk: Mand dræbt i voldsom ulykke
Torsdag eftermiddag blev E45 spærret i begge retninger ved Aarhus, efter en lastbil var kørt igennem autoværnet.
Den voldsomme ulykke fik en tragisk udgang, oplyser politiet nu på Twitter.
En person afgik ved døden i færdselsuheldet.
Der er tale om en 47-årig mandlig bilist, der blev påkørt frontalt af en lastbil ført af en 51-årig mand.
Ifølge Østjyllands Politi er de pårørende underrettet om dødsfaldet.
Den dræbte fra gårsdagens alvorlige færdselsuheld på Østjyske Motorvej er en 47-årig mandlig bilist, der blev påkørt frontalt af en lastbil ført af en 51-årig mand. De pårørende er underrettet, og vi har pt. ikke yderligere kommentarer til hændelsesforløbet. #politidk #anklager https://t.co/iUV5IVV5IA
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) March 3, 2023
Stod ikke til at redde
Politiet modtog torsdag kl. 16.35 anmeldelsen om det alvorlige færdselsuheld på Østjyske Motorvej i nærheden af Genvejen i Viby J.
En patrulje fra Østjyllands Politi var til stede i nærheden og fremme ved uheldsstedet bare få minutter senere, hvor det kunne konstateres, at en lastbil havde påkørt en personbil frontalt.
Personbilen var kommet kørende i sydgående retning, da uheldet fandt sted.
Det stod hurtigt klart, at den 47-årig mands liv ikke stod til at redde – trods forsøg på førstehjælp. Han blev erklæret død på stedet af ambulancelægen kort tid efter.
Mistede herredømmet
Ulykken opstod, da en 51-årig mandlig lastbilchauffør kom kørende i nordgående retning på motorvejen, da han af uvisse årsager mistede herredømmet over lastbilen.
Det resulterede i, at han kørte gennem autoværnet i midterrabatten og over i modsatte kørebane, hvor det frontale sammenstød med personbilen fandt sted.
Føreren af lastbilen blev efter ulykken behandlet på skadestuen, men han kom ikke alvorligt til skade.
Et tredje køretøj fik mindre materielle skader i forbindelse med uheldet, mens lastbilens førerhus var væltet om på siden og havde fået omfattende skader.
Vidner kan kontakte Offerrådgivningen
Ingen øvrige personer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden, skriver Østjyllands Politi.
En bilinspektør blev kaldt til stedet og skal nu forsøge at klarlægge det nærmere hændelsesforløb. Politiet vil derfor på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere detaljer om sagen.
Ved uheldsstedet var der mange vidner, og trafikken i begge retninger blev spærret i flere timer.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man tager kontakt Offerrådgivningen, hvis man har brug for at få talt med nogen om sagen.
Offerrådgivningen i Østjylland kan døgnet rundt kontaktes på telefonnummer 23 68 60 56.
Artiklen er opdateret med nye oplysninger fra døgnrapporten kl. 13.40.