Drama i Venstre: Løkke trækker sig

Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er færdig som formand for Venstre.
Det meddeler han selv på Twitter efter en dramatisk formiddag på Venstres forretningsudvalgsmøde i Brejning ved Vejle.
“Vigtigt at holde fast i sin selvrespekt. Kan ikke være formand for et parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det landsmøde-forum, hvor jeg er valgt. Tak for mange gode år,” skriver den afgående eks-statsminister på Twitter lørdag formiddag.
Langvarigt møde
Mødet havde uroen i partiet på dagsordenen og blev indledt fredag. Det blev suspenderet sent fredag aften.
Forretningsudvalget sorterer under partiets hovedbestyrelse og står for den daglige drift. Nu uden Lars Løkke Rasmussen.
Personspørgsmål
Balladen i Venstre de seneste dage og uger har i høj grad handlet om personspørgsmål, og netop spørgsmålet om det delte formandskab mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen skulle have været behandlet på et møde i hovedbestyrelsen i dag og derefter på et hasteindkaldt landsmøde, der vælger Venstres lederskab.

Det står lørdag middag uklart, hvad der nu skal ske i partiet, der vandt ekstra ni mandater ved folketingsvalget i juni, men tabte regeringsmagten. Næstformand Kristian Jensen trækker sig også som næstformand i Venstre.