Drama ved Åen i nat: Mand gik amok med urtekniv
Selvom vi stadig er først på ugen, er der allerede godt gang i det aarhusianske natteliv – faktisk lidt for godt.
Natten til tirsdag kl. 01.03 modtog politiet en anmeldelse om, at en form for uoverensstemmelse var opstået på et værtshus ved Åboulevarden.
Her havde et par mandlige gæster raget sig uklar med hinanden i en sådan grad, at den ene besluttede sig for at trække en kniv.
Ikke svær at finde
Ifølge anmeldelsen havde de to haft en heftig diskussion, hvorefter den ene havde taget en kniv frem og brugt den til at lave “truende stikkebevægelser” i retning af en dør.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor politiet hurtigt fik øje på en person, som passede på signalementet.
Den mistænkte viste sig at være en 29-årig mand, der i lommen på sin hættetrøje havde gemt en urtekniv.
Kniven blev beslaglagt af Østjyllands Politi med henblik på senere konfiskation og destruktion, mens mand blev anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring.
Den 29-årige mand blev sigtet for at have overtrådt knivloven, og samtidig fik han forbud mod at besøge det pågældende værtshus de kommende to år i henhold til restaurationsloven.