Drama ved Steet Food-marked: Ung mand stukket ned
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 20.32 en anmeldelse om, at der var slagsmål mellem flere mænd på Dortesvej ved Street Food-markedet i Brabrand.
Flere patruljer kørte til stedet, men da politiet kom frem, var slagsmålet overstået, og flere af de involverede personer var kørt fra stedet.
Betjentene traf dog en 25-årig mand, der havde fået nogle stiksår i benet – angiveligt efter at være blevet stukket med kniv.
25-årig klapper i
Den 25-årige blev kørt til skadestuen, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. Han ønskede ikke at medvirke til sagens opklaring, men politiet sikrede spor på gerningsstedet og afhørte flere vidner.
Episoden efterforskes nu nærmere, og Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner.
Har du oplysninger i sagen, kan du give dem på tlf. 114.