Snestorm på vej: DSB aflyser afgange fra Aarhus
Arkivfoto af DSB-tog i snevejr: Tommy Nilsson // Jernbanen.dk
Fra sent i aften og et døgn frem er der ifølge DMI risiko for snestorm i Aarhus.
Men selv hvis det vilde vejr udebliver i det aarhusianske, får snestormen konsekvenser.
DSB oplyser nemlig, at en lang række togafgange til og fra Aarhus aflyses.
Konkret gælder det alle InterCityLyn-tog mellem Aarhus H og Aalborg Lufthavn fra i aften og frem til kl. 12 tirsdag middag.
Af Rejseplanen fremgår det, at afgangen fra Aarhus H kl. 19.50 er sidste mulighed for at komme med lyntog nordpå i godt og vel 16 timer.
I perioden går der dog fortsat InterCity-tog på strækningen mellem Aarhus og Aalborg.
DSB skriver videre, at der kan komme yderligere ændringer for andre landsdele.
“Banedanmark og DSB følger situationen tæt og har en løbende dialog med DMI,” lyder det på dsb.dk.
Du kan løbende følge situationen her på Rejseplanen.