Så er det nu: Dunkin’ Donuts åbner i Aarhus

Hvem, der end fik idéen til at smide dej ned i brandvarm olie, fortjener hyldest til evig tid.
Her i det centrale Aarhus midtby har vi dog kigget langt efter Homer Simpsons livret, siden Bronuts lukkede tilbage i 2022 – men nu har en erfaren spiller på donutscenen endelig meldt sin ankomst.
Dunkin’ Donuts har nemlig langt om længe fået øjnene op for Smilets by.
Mandag 3. februar kl. 8.00 slår donutkæden dørene op til sin nye butik på Aarhus Hovedbanegård.
Sker med store forventninger
Bag åbningen står SSP Denmark, der er franchisetager på Dunkin’ Donuts i Danmark, og som allerede driver den populære butik på Københavns Hovedbanegård – en af de travleste af kædens butikker i Europa.
Nu er de klar til at bringe konceptet til Aarhus, og det sker med store forventninger.

“Vi har glædet os længe til at åbne i Aarhus og håber, at byen tager lige så godt imod os, som København har gjort.
Vores mål er at blive en naturlig del af folks hverdag – et sted, hvor man kan forkæle sig selv med en lækker donut og en god kop kaffe,” siger Ahmad Raad, administrerende direktør hos SSP Denmark, i en pressemeddelelse.

Få et års forbrug af donuts
Åbningen fejres med særlige tilbud i hele februar.
På åbningsdagen 3. februar får de første 25 kunder et års forbrug af donuts, og i den første uge kan alle, der køber en box med 6 eller 12 donuts få den eksklusive ‘I love Aarhus-donut’ med gratis.
Derudover vil der være nye åbningstilbud hver uge i den første måned, så der er god grund til at kigge forbi igen og igen.
Hvad: Dunkin’ Donuts åbner
Hvor: Aarhus Hovedbanegård
Hvornår: 3. februar kl. 8.00
Butikken åbner hver dag fra kl. 7.00, hvor Dunkin’s team står klar til at byde aarhusianerne velkommen med friskbrygget kaffe og et bredt udvalg af donuts.