Efter 100 år: Familieejet bageri lukker
Siden 1. februar 1923 har Harlev Bageri budt på brød og kager, der er værd at køre efter.
Det familieejede bageri kan onsdag i denne uge fejre 100 års fødselsdag, men det bliver også den sidste af slagsen.
For til foråret har Harlev Bageri sidste åbningsdag.
1. april lukker 79-årige Charles Kristensen det legendariske bageri, som han overtog fra sin far i 1967.
Der skal nemlig gøres plads til de nye ejere, der vil rive bygningen ned og bygge et nyt bageri på adressen, skriver Din Avis Aarhus.
Harlev Bageri har ifølge hjemmesiden 20 ansatte, der arbejder på Grønhøjvej 64 i forstaden til Aarhus.
Bageriet bryster sig af at være meget kvalitetsbevist og af altid at bage alt fra bunden.
“Det betyder, at vi ikke forhandler såkaldt bake-off eller fabriksbrød. Der er kun tale om egne opskrifter, som bliver tilsat lidt håndværk og så en god, lang hævetid.
Vi er stolte af vores håndværk,” lyder det på bageriets hjemmeside.
Harlev Bageri er åbent hver dag og tilbyder udover det faste sortiment også logokager med marcipantryk på bestilling.
Bageriet leverer også til både Meny i Harlev og Dagli’Brugsen i Sabro.