Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter næsten 50 år: Bilfri søndag vender tilbage i Aarhus

Af Jonathan Sten Drivsholm

Vi må vænne os til at lade bilen stå om søndagen.

Bilfri søndag vender nemlig tilbage i Aarhus – efter næsten 50 års fravær.

Natten til fredag blev 30 ud af 31 medlemmer af Aarhus Byråd enige om næste års budget for kommunen, og på side 28 i aftalen står der, at bilfri søndag skal afprøves lokalt i Aarhus.

“Sommer-gågader i Vestergade, Klostergade og Graven har været indført med stor succes og har medvirket til at skabe liv og nye måder at bruge byen på.

På den baggrund ønsker forligsparterne at afprøve en lokal bilfri søndag. Dette vil være til glæde for byens brugere og kan samtidig nedbringe CO2-udledningen og inspirere borgerne til generelt at anvende bæredygtige transportformer,” lyder det.

Sidste gang søndagen var fri for biler var under oliekrisen 1970’erne. Forslaget om at genindføre bilfri søndag er stillet af Enhedslisten, der er glade for at have sat sit aftryk på aftalen.

”Vi har slået hul på kommunens klimafond, således at pengene i den kan bruges til aktiv forbedring af klimaet, og det er vi tilfredse med. Især fordi vi var de eneste, der rigtigt kæmpede for klimaet i forhandlingerne,” lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører i Aarhus Byråd, Thure Hastrup, ifølge Aarhus Kommune.

Det er endnu ikke meldt ud, hvor i Aarhus bilfri søndag indføres på forsøgsbasis, og hvornår det træder i kraft.

Del artikel

Andre læser også