Efter knap 25 år: Eksklusiv butik i midtbyen lukker

Siden november 1997 har Mulberry været en fast bestanddel af midtbyen i Aarhus.
Men nu er det slut.
I et opslag på butikkens Facebook-side meddeler indehaver Dorthe Skou, at den eksklusive butik lukker i næste uge.
“Efter 25 år med Mulberry-butikken i Vestergade glæder det mig at kunne meddele, at jeg har valgt at skabe et fornyet univers for alle jer trofaste kunder.
Det betyder først og fremmest, at I ikke længere kan finde os i butikken i Vestergade, da den lukker 25. juni 2022. Du vil selvfølgelig fortsat stadig kunne kontakte både os og Mulberry,” skriver hun i opslaget.

Nyt familieforetagende på vej
Hvad det fornyede univers, som Dorthe Skou nu vil starte, nærmere bestemt indebærer, melder historien ikke noget om – MigogAarhus har forsøgt at få en kommentar uden held.
I opslaget skriver Dorthe Skou dog, at der er tale om et familieforetagende.
“At etablere og drive Mulberry i Vestergade har både i egentlig og overført betydning klædt mig godt på til at starte mit nye projekt, som denne gang vil blive et familieforetagende i samarbejde med begge mine børn, Natasja og Philip.
Jeg ser frem til at kunne løfte sløret helt og indvie jer i, hvad min familie og jeg nu har kastet os over. I denne omgang kan jeg afsløre, at vores nye projekt ikke skifter spor, men forbliver indenfor mode.
Det er dog vigtigt for mig at forsikre jer om, at Mulberry og jeg fortsat vil være til rådighed i samme omfang som altid og med samme kontaktoplysninger som altid,” lyder det videre.
Inviterer til afskedsreception
Nuværende indehaver Dorthe Skou har været en del af Mulberry i Aarhus, siden den åbnede tilbage i 1997.
Hun overtog i år 2000 ejerskabet af butikken, der sælger eksklusive varer fra det britiske modehus, som især er kendt for sine lædertasker.
Datteren Natasja Skou, som også bliver en del af det nye projekt, har været ansat hos Mulberry i Vestergade siden 2012.
“For teamet symboliserer det velkendte morbærtræ ikke blot et logo, men et familietræ,” lyder det på butikkens hjemmeside.

Både mor og datter vil formentlig være til stede, når der på lørdag afholdes afskedsreception i lokalerne på Vestergade 5.
Til receptionen vil der være et glas bobler til de fremmødte.
Og noget tyder på, at Dorthe Skou vil benytte lejligheden til at få munden på gled, hvad hendes nye projekt angår.
“Det er mit håb at se så mange af jer som muligt, da jeg gerne vil sige personligt tak til alle trofaste kunder, venner og familie af butikken. Ved samme lejlighed vil jeg også have mulighed for at fortælle jer mere om det nye,” skriver hun afsluttende.
Du kan blive klogere på det nye projekt lige her