Efter kun 5 måneder: Restaurant på Aarhus Ø lukker

Aarhus er ikke klar til det brogede californiske køkken. Det mener ejerne bag restaurant Surfside på Aarhus Ø, der om få dage drejer nøglen om for at skifte identitet.
Anmelderne var ellers begejstrede og brugte ord som ’imponerende’ og ’den bedste ceviche jeg har smagt i årevis’. Gæsterne var også tilfredse – men der kom simpelthen for få af dem.
”Vi må se kendsgerningerne i øjnene og lukke Surfside. Men vi slukker ikke! I stedet sadler vi om,” siger Mads Krogsholm, der er den ene af de fem ejere af Surfside, i en pressemeddelelse.
Det er svært at vide, hvorfor få valgte at besøge restauranten.
”Vores bedste gæt er, at den californiske profil med indslag fra Mexico og Asien har været for fremmedartet og svær at afkode.
Samtidig kræver det koncept mange hænder både i køkkenet og i restauranten,” siger Mads Krogsholm.
Derfor har de fem restaurationsejere været nødt til at tænke i nye baner og føre dem ud i livet med det samme.
3 retters menu for 300 kr.
Fra torsdag den 26. oktober bliver der fokus på at skabe en hyggelig aftenrestaurant, hvor menukortet er let at forstå og prisen nem at forholde sig til.
”Vi tager en masse gode erfaringer med fra Surfside – blandt andet at mange gæster foretrækker en menu, restauranten har sammensat,” fortæller Mads Krogsholm.
En 3-retters menu for 300 kr. bliver derfor omdrejningspunktet i det nye restaurantkoncept, hvor det skal være både lækkert og nemt at være gæst.
”Som unge branchefolk, der satser vore egne sparepenge, er vi tvunget til at sætte tæring efter næring.
Vi opgiver ikke, men vi skærer helt ind til benet med et mere enkelt koncept og en åbningstid, der hedder onsdag til lørdag fra kl. 17 til 22”, siger Mads Krogsholm og tilføjer:
”Vi har mistet troen på vores ’vilde’ californiske koncept, men anmeldere og gæster har overbevist os om, at vi leverer en kvalitet og oplevelser, der er efterspurgt.
Så vi er topmotiverede for at kræse om den nye menu og håber, at mange har lyst til at komme og smage det.”
For god ordens skyld: De gæster, der har en booking hos Surfside, er allerede eller vil snarest blive kontaktet.