Efter rekordår: Aarhus Letbane får flere afgange

Med udsigt til nye køreplaner får Aarhus Letbanes kunder snart glæde af flere afgange mod Grenaa og Odder om aftenen og i weekenden.
De nye afgange skal imødekomme den stigende efterspørgsel efter at rejse med Letbanen.
Det skriver Midttrafik i en pressemeddelelse.
Flere afgange på både L1 og L2 var i 2024 medvirkende til, at Letbanen satte passagerrekord med 6,3 millioner rejsende.
”Vi skal løbende arbejde med at tilpasse den kollektive trafik til kundernes behov og ønsker. Her har vi både fokus på de faste kunder og de kunder, der kun bruger os en gang imellem.
Med de nye aften- og weekendafgange bliver Letbanen et mere attraktivt alternativ til bilen for de kunder, der har opdaget fordelene ved at være bilfrie i forbindelse med sociale arrangementer,” siger Henrik Juul Vestergaard, der er afdelingschef for planlægning, rådgivning & flextrafik hos Midttrafik.
Læs også: Galt eller genialt?: Foreslår at skabe metroring i Aarhus På L1 vil der mandag til torsdag køre to afgange i timen frem til kl. 22.00 og fredag til lørdag helt frem til midnat mellem Aarhus og Grenaa.
På L2 vil der mandag til torsdag køre to afgange i timen frem til kl. 22.00 og fredag til lørdag helt frem til midnat mellem Aarhus og Odder.
De nye køreplaner kan ses på midttrafik.dk samt i Rejseplanen og træder i kraft 29. juni.