Efter sure smileys og bøderegn: Burger Shack udskifter ledelsen
Det blev til mere end et par løftede pegefingre, da Fødevarestyrelsen tidligere på måneden aflagde besøg hos den fremadstormende kæde The Burger Shacks restauranter fordelt over store dele af landet.
Fem sure smileys, et antal mindre glade ansigter og i alt 30 indskærpelser og bødeforlæg blev resultatet, og med få undtagelser er det mange af de samme kritikpunkter, der går igen:
Ikke styr på temperaturer
Forkert håndtering af fødevarer. Fersk kød opbevaret ved for høje temperaturer. Mediumstegte hakkebøffer, selv om Fødevarekontrollen kræver en kernetemperatur på mindst 75 grader, når man serverer hakket oksekød. Betydelig tvivl om mængden af det kostbare Wagyu-kød i burgerbøfferne. Tvivl om, hvor ofte restauranterne faktisk får leveret friskhakket kød og friskbagte boller. Frostvarer efterladt ved stuetemperatur i flere dage. Konventionelle grøntsager solgt som økologiske.
Mad “uegnet til konsum”
Flere af kædens aarhusianske restauranter har problemer, og her gør The Burger Shack i Skolegade sig særligt uheldigt bemærket:
Der er en eddikesur smiley og et bødeforlæg på 10.000 kr. i kategorien “Hygiejne: Håndtering af fødevarer”.
Det skyldes, at man i Skolegade har serveret fødevarer “uegnet til konsum” – altså uspiselig mad. Stedet modtog allerede den 26. juni burgerbøffer til opbevaring ved højst 2 grader, men egenkontrollen viser højere temperaturer helt frem til sidste anvendelsesdato den 2. juli. En enkelt dag har temperaturen været over 10 grader; en anden dag er temperaturen slet ikke noteret.
Nedbrud i kølerum
En del af bøfferne blev kasseret efter et nedbrud i kølerummet den 27. juni, men restauranten fik desværre ikke noteret temperaturen i det kød, som fortsat blev solgt.
En anden indskærpelse skyldes “varmebehandling og genopvarmning af fødevarer”. Og her står fortsat en strid mellem Fødevarestyrelsen og flere Burger Shack-restauranter om, hvorvidt det er forsvarligt at tilbyde en mediumstegt hakkebøf med en kernetemperatur på kun 65 grader, når Fødevarestyrelsen anbefaler 75 grader – og samme anbefaling kommer fra producenten, om end forbrugeren selv kan vælge medium- eller gennemstegt.
Medium- eller gennemstegt?
The Burger Shack i Frederiksgade, “den lille gågade”, fik den 2. juli en indskærpelse og en meget lidt fornøjet smiley for punktet “Håndtering af fødevarer”.
Her indskærpes det – ligesom i Frederiksgade – at kontrollen ikke er tilfreds med hakkebøffer serveret mediumstegt ved kun 65 grader.
Indskærpelsen udløser to opfølgende kontrolbesøg mod gebyr.
Til gengæld er Frederiksgade-filialen godkendt til at annoncere, at man anvender økologiske tomater, løg og salat; et forhold der ikke var i orden hos andre Burger Shack-restauranter. Her var anvendt konventionelle grøntsager, hvilket forklares med, at det ikke er muligt at skaffe tilstrækkelige mængder økologiske danske grøntsager under COVID-19.
Sur smiley på Trøjborg
Også på Trøjborg var den så gal, at det udløste en sur smiley og et bødeforlæg på 5.000 kr.
Igen er det håndteringen af fødevarer, der halter, bl.a. behandlingen af burgerbøffer leveret i en parkeringskælder. Ifølge virksomheden køres friske varer normalt direkte på køl, men det var altså ikke sket den pågældende dag.
Og også på Trøjborg fremgår striden om den korrekte kernetemperatur ved tilberedt hakkekød af kontrolrapporten.
Bedre takter i Jægergårdsgade
Bedre står det til i Jægergårdsgade, hvor man ved de seneste to kontrolbesøg kun har indkasseret to mellemfornøjede smileys.
Endnu en gang er det spørgsmålet, om hakkebøffer stegt til kun 65 grader er forsvarligt at servere – og om det er tilstrækkeligt, at kunden selv får valget ved bestilling.
“Det er vores procedure (…) Vi (kæden) har fået lavet nogle undersøgelser, der viser, at kødet er OK, både det som er stegt medium (65 grader) og gennemstegt (75 grader),” fremgår det ifølge kontrolrapporten af restaurantens umiddelbare svar.
Men den var også gal med opbevaringen af fersk kød, der ifølge leverandøren bør opbevares ved højst 2 grader. Fødevarerejseholdet har målt køletemperaturer mellem 2,9 og 3,3 grader.
Også The Burger Shack i Jægergårdsgade må forberede sig på to nye kontrolbesøg, som pålægges gebyr.
Sure smileys og bødeforlæg på stribe
Og så var der bl.a. The Burger Shack i Horsens, hvor der er målt køleskabstemperaturer over 10 grader.
Afdelingen i Kolding har indkasseret hele to sure smileys på mindre end en måned for dårlig hygiejne og håndtering af fødevarer.
I Herning var det den 15. juli stadig ikke lykkedes at rette godt nok op på rengøringen trods en indskærpelse fra den 2. juli.
Og i Vintapperstræde i Odense kostede Fødevarekontrollens besøg hele to sure smileys på bare tre dage. Også her stod det skidt til med hygiejne og håndtering af fødevarer; således måtte man destruere 115 kilo kød på stedet. Desuden synes der at herske betydelig forvirring, når det gælder korrekt mærkning af henholdsvis frosne fødevarer, varer flyttet fra frys til køl, samt holdbarheden af ferske fødevarer. Besøget i Vintapperstræde kostede et bødeforlæg på 20.000 kr. samt påbud om yderligere destruktion af bl.a. kylling og burgerbøffer.
Erfaren mand i spidsen
Det hele får nu meget konkrete konsekvenser, ikke mindst i ledelsen af burgerkæden, hvor den erfarne Lars Hviid tirsdag erstattede den hidtidige adm. direktør (CEO), Christoffer No Kjærholm, for samtlige restauranter.
Og det var en fåmælt ny topchef, som Aarhus Update tirsdag fik i tale.
“Jeg har kun haft jobbet i få timer,” forklarede Lars Hviid, som derfor først om nogle dage er parat til at kommentere nogle af de konkrete kritikpunkter fra Fødevarestyrelsens seneste kontrolbesøg.
Baggrund i Danish Crown og Dansk Supermarked
Lars Hviid har en baggrund i Dansk Supermarked gennem 10 år, han har arbejdet for storslagteriet Danish Crown, og han har bl.a. arbejdet som selvstændig management-konsulent.
Noget kunne tyde på, at det er gået lige rigeligt stærkt med at åbne nye Burger Shack-restauranter de seneste få år. Den nye chef kommer bl.a. til at kigge på ressourcer og procedurer. En slags forsvarsskrift fra The Burger Shack, som blev offentliggjort i sidste uge, har alene på Facebook rundt 600 kommentarer, og det er ikke lutter ros.
Men Lars Hviid tvivler ikke på projektet:
“Hele konceptet er godt; hele mindset’et, og vi har gode folk,” understreger han.