Efter to år med aflysninger: Grøn klar med koncert i Aarhus til sommer
To år i træk har Grøn måtte aflyse den velkendte danske sommerturné på grund af Covid-19. Men nu er der gode nyheder!
Til sommer vender Grøn nemlig stærkt tilbage, og i Aarhus kan vi glæde os til fest, livemusik og den helt særlige Grøn-stemning.
Grøn løber af stablen i Aarhus den 23. juli 2022.
Festivalgæster og frivillige landet over kan godt begynde at glæde sig, for karavanen med artister og arrangører lægger vejen forbi hele otte danske byer.
Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Gensynsglæde i otte danske byer
Det er med stor glæde og forventning, at Muskelsvindfonden og Tuborg nu kan offentliggøre, at sommeren 2022 vil emme af gensynsglæde!
Grøn kommer nemlig forbi hele otte danske byer på deres velkendte sommerturné og sørger som sædvanligt for god musik, læskende drikkevarer og ægte Grøn-stemning.
Grøn lægger vejen forbi Amager, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby.
Indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen udtaler:
”Det er helt fantastisk, at vi kan se frem til en sommer, hvor Grøn igen kan fylde de mange tomme plæner i landet.
Efter at festivalen sidste sommer blev aflyst for andet år i træk, hungrer vi efter at skabe den helt særlige Grøn-stemning sammen med vores gæster og vores frivillige.
Vi er desuden i fuld gang med at stable et fedt line-up på benene, som vi glæder os helt vildt til at afsløre… Det må dog vente lidt endnu.”
Grøns tour-plan 2022:
– Amager d. 21/7-22
– Kolding d. 22/7-22
– Aarhus d. 23/7-22
– Aalborg d. 24/7-22
– Esbjerg d. 28/7-22
– Odense d. 29/7-22
– Næstved d. 30/7-22
– Valby d. 31/7-22