Efter uroligheder: Nu rykker mobil politistation ind på Aarhus Ø
De seneste døgn har Østjyllands Politi modtaget flere anmeldelser fra borgere på Aarhus Ø på grund af larm, affyring af fyrværkeri og anden forstyrrende og utryghedsskabende adfærd.
Østjyllands Politi vil derfor den kommende tid være ekstra synligt til stede på Aarhus Ø, og den mobile politistation vil torsdag aften og hen over weekenden stå i området i aftentimerne.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Problemer med affyring af fyrværkeri
Onsdag aften var der flere gange patruljer på Aarhus Ø på grund af anmeldelser om forskellige former for uro.
Den ene gang traf betjentene en bil med flere unge mænd, og da en af dem, en 23-årig mand, hang ud af vinduet og flere gange trykkede et tryklufthorn helt i bund, blev han sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Østjyllands Politi har modtaget flere anmeldelser om affyring af fyrværkeri – ikke kun på Aarhus Ø, men også flere andre steder i kredsen.
Det er IKKE tilladt at affyre fyrværkeri på andre tidspunkter af året end dagene omkring nytår, og man risikerer en sigtelse og en bøde, hvis man overtræder fyrværkeriloven.
Man risikerer desuden at blive sigtet for at overtræde det afbrændingsforbud, der pt. er gældende i hele Østjylland.