Har brug for hjælp: Politiet efterlyser tre mænd efter røveri ved Risskov-skole

Opdatering: På baggrund af “gode henvendelser fra en række borgere” har politiet i dag fået identificeret de 4 formodede gerningsmænd. Derfor er billederne fjernet fra artiklen.
Østjyllands Politi beder om offentlighedens hjælp til at få identificeret flere ukendte gerningsmænd, der alle er mistænkt for at have været medvirkende til et groft røveri mod to drenge på 15 og 16 år.
Røveriet fandt sted ved Ellevangsskolen i Risskov mandag den 5. maj, hvor de to drenge først blev skubbet og efterfølgende truet til at udlevere deres scootere.
Ved du, hvem de tre mænd på billederne herunder er? I så fald hører Østjyllands Politi meget gerne fra dig på telefonnummer 114.
Sådan lyder opfordringen fra politiet i en pressemeddelelse, der er sendt ud her til eftermiddag.
De tre mænd er mistænkt for i forening med en fjerde og muligvis også flere pt. ukendte medgernignsmand at have udsat to unge drenge på henholdsvis 15 og 16 år for røveri.
Truet til at udlevere scootere
Røveriet fandt sted mandag eftermiddag den 5. maj omkring kl. 17.20, hvor tre personer på hver sin scooter ankom til skolegården ved Ellevangsskolen i Risskov, hvorefter de straks blev overrasket af fire gerningsmænd, der kom løbende hen til dem.
Den ene af de tre drenge på scooter nåede at køre fra stedet, mens de to tilbageværende – en 15-årig og en 16-årig – efterfølgende først blev skubbet og sidenhen truet til at udlevere deres scootere til de pt. ukendte gerningsmænd.
”Det er en sag, vi tager meget alvorligt, da vi ikke vil acceptere den slags bekymrende adfærd, og derfor er vi også meget interesseret i at komme i kontakt med alle gerningsmændene, så de kan få afgivet deres forklaring i sagen.
Vi har allerede foretaget en lang række efterforskningsskridt, men da vi fortsat mangler at få kontakt til gerningsmændene, har vi nu brug for offentlighedens hjælp,” siger politikommissær Jens Rønberg, der er leder af efterforskningen for berigelseskriminalitet i Østjyllands Politi.
Læs også: Knivstikkeri i nat: 20-årig mand stukket ned i Aarhus Tager imod tips på 114
Borgere med eventuelt kendskab til episoden eller viden om de efterlyste mænd på billederne bedes rette henvendelse til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.
De pågældende personer er naturligvis også velkomne til selv at kontakte politiet, hvorefter billederne og efterlysningen igen vil blive fjernet, lyder det fra Østjyllands Politi.
De to stjålne scootere beskrives som værende henholdsvis en rød Yamaha Jog med gaffatape på sædet og en Talaria elscooter.
Østjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.
Billederne af de formodede gerningsmænd stammer fra videoovervågning på gerningsstedet, hvor politiet også har foretaget sporsikring.