“Blev kastet ind ad vinduet”: Eksplosion i hjem nær Aarhus
Tirsdag morgen kl. 04.54 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket en mindre eksplosion/sprængning på en adresse på Vorrevej tæt på Skødstrup.
Det fortæller politiet i en pressemeddelelse.
Her var der kastet noget ind ad vinduet, og der var sket materielle skader i hjemmet, hvor en familie bor. Ingen personer kom noget til.
“Vi vil være til stede ved adressen noget tid i dag for at foretage undersøgelser. Det er vores klare formodning, at gerningsmanden er gået målrettet efter en bestemt person, og der er ingen fare for beboerne i området,” lyder det fra Østjyllands Politi.
De er i fuld gang med efterforskningen af sagen, men de har endnu ikke et overblik over, hvad der præcist er sket.
Ingen er endnu anholdt til sagen.
“Vi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger, men opdaterer her så snart, vi har nyt.”