Eminent bagværk: Frederiksbjergs nye surdejsbageri er godt i gang
Den 21. juli åbnede det nye surdejsbageri Und Butter på Odensegade på Frederiksbjerg. Vi tog et smut forbi i denne uge og kunne hurtigt konstatere, at stedet allerede er populært.
Der er hele tiden et par kunder i kø, og stemningen i butikken er rigtig god. Vi står i et hjørne og fotograferer og bemærker hurtigt, at enhver der træder ind i butikken bliver kigget i øjnene og budt velkommen.
Intim forretning med personlig service
Udvalget er småt men godt. Det er brød og boller på hylderne. En lys bolle og en grovere version. Brødet kommer i to størrelser. Og midt i det hele ligger fristende, friskbagte kanelsnurrer.
Derudover er der sort kaffe på kanden, som kan serveres med sukker, fløde og mælk efter ønske – men ingen fancy café latte eller den slags. Det er brødet, der er i fokus.
I det lille butikslokale er der fuldt åbent til bageriet, hvor man kan følge med i produktionen af brødet, hvilket skaber en hyggelig, åben og intim stemning.
Udenfor står en række træskamler, som man kan sidde på, hvis man vil nyde sin bolle og kaffe på stedet. Det er der mange, der gør, og der samles hurtigt en god del kunder udenfor, som sidder langs butikken.
Vi får lidt Berliner-vibes af den hyggelige og meget uformelle stemning.
Eminent surdejsbrød
En bolle med smør og ost er populær, så sådan én bestiller vi. Vi nyder den på en af skamlerne udenfor butikken.
Og vi mener virkelig nyder. Bollen er smagfuld, sprød og med de perfekte lufthuller, vi drømmer om. Den har desuden en god størrelse – vi går bestemt ikke sultne derfra.
Vi køber dog alligevel et stort brød med hjem, for det skal vi da også lige smage på. Og her synger englene for alvor videre, for wow. En super sprød skorpe og masser af smag. Sådan en skive (eller tre) med smør, så kan man ikke ønske sig mere til sit måltid.
Vi betalte i øvrigt 45 kroner for det store brød. En bolle koster 12 kroner – eller 28 kroner med smør og ost.
Brænder for kundeservice og det lokale
Som afslutning på vores besøg fik vi også lige en snak med én af ejerne, nemlig Jan-Ole Herfurth. Han har startet Und Butter sammen med Torben Kiel Hviid, og de har begge mange års erfaring fra restaurationsbranchen.
Og Jan-Ole Herfurth er overvældet over den gode start:
“Det er gået over al forventning. Man tør næsten ikke sige det, men det er det. Vi oplever så meget støtte fra både beboere på Frederiksbjerg, folk på Instagram og folk længere ude fra byen”.
De to ejere har allerede måttet ansætte to ekstra medarbejdere fra september, hvor de vil begynde at udvide sortimentet, så de fx selv laver marmelade, pesto og humus og kan servere sandwiches.
“Vi gider ikke gøre det hele halvt. Så hellere vente til vi kan gøre det ordenligt. Derfor venter vi med at udvide, til vi har flere hænder”, fortæller Jan-Ole Herfurth.
Han fortæller også, at de brænder for kundeservice og finder det vigtigt at prioritere. De vil gerne huske stamkundernes navne, og de tager sig altid tid til at sige pænt goddag og farvel til kunderne. Simpelthen fordi, det er vigtigt.
Netop dette bemærkede vi jo hurtigt, da vi trådte ind i butikken. Og vi kan bestemt anbefale at smutte forbi og opleve stedet – både pga. stemningen men ikke mindst det utroligt velsmagende brød.
Und Butter ligger på Odensegade 35.