En af Aarhus’ bedste solterrasser: Populær strand-café er genåbnet
Surf Café på Marselisborg Havn er en ægte strandbar-café, med plads til hele familien, hvor man kan svinge forbi og få lidt at spise, noget godt at drikke eller en tur på vandet på SUP.
Torsdag den 6. april åbnede Surf Café med nye ejere bag roret.
Finja og Michael fra Surf Agency lukkede caféen i december 2022 og har solgt Surf Café til familien Schultz, som driver Smag & Slægt.
Familien har siden starten af marts renoveret og ombygget lokalerne – og det er vigtigt at understrege, at Surf Café forbliver en “rigtig” café.
Sandstrand på kajkanten
Placeringen er unik, og det er en af Aarhus’ bedste solterrasser.
Her er sol fra morgen til aften, og der er godt med læ. Atmosfæren skriger på fede og anderledes vibes til hele havnen.
Der kommer bl.a. ægte sandstrand, liggestole og en tiki bar på solterrassen foran caféen.
Familien Schultz har det mål at skabe noget nyt og andet end det, som i forvejen er på havnen, og det bliver Surf Café.
Priser i den venlige ende af skalaen
Menukortet byder på varieret brunch efterfulgt af et heldagskort med sprøde paninier, hjemmelavede burgere, sydamerikanske tacos samt en masse gode kager og is-desserter.
Som eksempel koster et brunch-bræt 139 kr.. Det er lette retter, som passer ind i strandbarens dna. Der er selvfølgelig også kaffe, øl, vin og cocktails.
Surf Café laver mad alle ugens dage fra kl. 9.00 til 21.00, men lukker ikke før den sidste gæst er blevet mæt og har drukket ud.