Flydende karamel i midten og guldstøv på toppen: Er det Aarhus’ vildeste trøffel?
Her gik du måske og troede, at vores alle sammens elskede trøffel ikke var fotogen og i hvert fald slet ikke egnede sig til Instagram
Men nu bliver du klogere. Vi har nemlig fundet den potentielt smukkeste trøffel i Aarhus.
Og ja, det er jo egentlig det indeni, der tæller, men det er heldigvis mindst lige så smukt.
Denne herlighed af en trøffel kan du få hos Zig’is dessertcafé i Åbyhøj.
Trøflen er overtrukket med chokolade og pyntet med frysetørrede bær, guldstøv og nødder. Toppingen kan variere alt efter humør, årstid og mærkedage.
I midten finder du en skøn overraskelse i form af flydende karamel, og der er rigeligt af den.
Det giver noget virkelig lækkert til trøffelmassen, som i øvrigt er blød og smagfuld i sig selv.
Her er tale om en trøffel i en god størrelse – der er ikke blevet sparet på noget. Du får en trøffel for 20 kroner.
Trøflerne laves hver morgen i butikken og sælges i løbet af dagen til der ikke er flere.
Psst… Kan du (heller) ikke få nok af trøffel, så kan vi glæde dig med, at du hos Zig’is dessertcafé i Åbyhøj også kan få en lækker hjemmelavet trøffel-is med rom, rosin og trøffelstykker. Mums!
- Hvor: Zig’is dessertcafé, Silkeborgvej 226 tv, Åbyhøj.