En eventyrlig juleklassiker: Oplev Nøddeknækkeren i Aarhus
Igen i år har du muligheden for at komme i vaskeægte julestemning med Den Kongelige Ballets fortryllende forestilling for både store og små.
Vi taler selvfølgelig om Nøddeknækkeren, som du kan opleve i Musikhuset. Det bliver intet mindre end magisk, når en af de allerstørste balletklassikere folder sig ud.
George Balanchines populære ballet har siden 1954 fortryllet børn og voksne verden over.
Forestillingen handler om Lille Clara, der får en nøddeknækker i julegave af sin gudfar Drosselmeyer, som drengen Fritz ødelægger. Om natten vender Clara tilbage til stuen for at se til sin lille nøddeknækker.
Da klokken slår midnat, antager nøddeknækkeren menneskestørrelse og en magisk rejse, hvor alt kan ske, starter.
Fantasien og poesien kender ingen grænser, når Clara på sin færd møder en prins, dansende snefnug og valsende blomster, en iskold snedronning, sukkerfeer, frække mus, kinesere, arabere, marcipanhyrdinder og mange, mange andre.
Så tag familien under armen og giv jer selv en unik og fortryllende juleoplevelse. Forestillingen anbefales fra 9 år.
Du kan opleve Nøddeknækkeren onsdag den 29. december klokken 19.30 og torsdag den 30. december klokken 12.00 og 16.00.
Læs mere og find billetter her.