Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Erfaren kvindelig leder bliver ny direktør i VisitAarhus

Af anders@sommersangdigital.dk
Pia Lange Christensen bliver ny direktør i VisitAarhus. Her skal hun stå i spidsen for organisationens nye vækststrategi.
Pia Lange Christensen bliver ny direktør i VisitAarhus. Her skal hun stå i spidsen for organisationens nye vækststrategi.

Det bliver en stærk leder, kommunikatør og turismeprofil, der tiltræder direktørposten i VisitAarhus. Pia Lange Christensen skal stå i spidsen for den nye vækststrategi i Danmarks største destinationsselskab uden for hovedstaden.

 

Om få uger får VisitAarhus ny frontfigur i form af 45-årige Pia Lange Christensen, der kommer fra en stilling som chef i Regional Udvikling i Region Midtjylland. Hun er tidligere bestyrelsesmedlem i VisitAarhus, og har blandt andet haft ansvar for turismen i Region Midtjylland. Fremover skal hun lede turismearbejdet i Aarhusområdet og være spydspids for VisitAarhus’ vækststrategi.

 

”Det er et drømmejob for mig at stå i spidsen for Danmarks største destinationsselskab uden for hovedstaden og for den ambitiøse vækststrategi, der netop er vedtaget. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet sammen med en kompetent bestyrelse, 35 dygtige medarbejdere og mange dedikerede samarbejdspartnere i erhvervslivet og kommunerne,” siger Pia Lange Christensen.

 

Den kommende VisitAarhus-direktør har hentet en del af sit teoretiske fundament fra en lederuddannelse på Aarhus Universitet og fra en bestyrelsesuddannelse på Copenhagen Business School. Foruden ledererfaringen og turismeindsigten fra chefstillingen i Region Midtjylland er Pia Lange Christensen også en stærk kommunikatør. Hun er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet som redaktionschef i Danmarks Radio og på TV MIDTVEST.

 

Erfaren kvindelig leder bliver ny direktør i VisitAarhus
Pia Lange Christensen bliver ny direktør i VisitAarhus. Her skal hun stå i spidsen for organisationens nye vækststrategi.

 

Ifølge bestyrelsesformand i VisitAarhus, Sten Tiedemann, danner mikset af kompetencer inden for lederskab, turisme og kommunikation nøjagtig den motor, der skal til for at sprede budskabet om fremtidens destination og bringe turismen i Østjylland sikkert videre på sin vækstrejse.

 

”Turismen i Aarhus er vokset markant, og der er fokus på området som internationalt hotspot for konference-, krydstogt- og feriegæster. Det er vigtigt, at vi beholder foden på speederen, og Pia Lange Christensen er med sit unikke kompetencesæt den helt rette profil til at styre bussen fremad. De kommercielle overnatninger er steget til 3 millioner, og med det enorme potentiale, der ligger i fusionen med Djursland, kan vi vækste endnu mere. Jeg er overbevist om, at vores nye direktør kan indfri potentialet,” siger Sten Tiedemann.

 

Pia Lange Christensen afløser Peer H. Kristensen, der i syv år har været direktør i VisitAarhus og skabt massiv vækst i overnatningstallet. Midt i maj sætter hun sig for første gang i direktørstolen, hvor hun sammen med resten af teamet ruller ærmerne op for at skabe det næste udviklingstryk i turismen.

 

”Jeg glæder mig til at komme rundt og tale med de mange engagerede samarbejdspartnere i turismeerhvervet og kommunerne. De stærke partnerskaber er fundamentet, når vi sammen skal løfte turismen op på næste niveau og i endnu højere grad tiltrække turister, talent, flyruter, kongresser og investeringer til vores fantastiske område,” siger Pia Lange Christensen.

 

 

 

Del artikel

Andre læser også