Et helt særligt lys: Lighthouse nomineret til pris

Lighthouse på Aarhus Ø er i år nomineret til en særlig pris.
Dansk Center for Lys uddeler hvert år årets Lyspris, og det aarhusbaserede fyrtårn er blandt de fire projekter i spotlightet.
Det fremgår af centrets Linkedin-side.
Årets nominerede projekter understreger lysets altafgørende betydning såvel for menneskets velbefindende som for oplevelse og stemningsskabelse.
Feltet, der spænder over projekter i meget forskellig størrelse, viser lysende eksempler på, hvad der kan opnås med et gennemarbejdet lysdesign, der har fokus på brugerne af bygninger og byrum.
Center for Lys beskriver Lighthouses lysdesign som en essentiel del af oplevelsen af den 142 meter høje bygning.
Grundkonceptet for bygningens fyrtårneffekt er overgangen fra dag over skumring til nat.
Der er udarbejdet lysdesign til både de indvendige og udvendige publikumsrettede faciliteter, hvilket bl.a. omfatter ankomstområde og restauranter samt udsigtsterrassen.
Belysningen og vægflader er designet, så udsigten fra de store ruder ikke generes af genskin.
Til hverdag lyser toppen af Lighthouse blødt, roligt og lanterne-agtigt, men ved særlige begivenheder fremstår hele bygningen mere farverig og dynamisk, og hele tårnet suppleres vha. mobile enheder med kraftige wash-lamper placeret på jorden.
De andre nominerede er DIM-Light – Ny Psykiatri Bispebjerg, Kalejdoskop og Højvangen Kirke.
Vinderen af prisen kåres ved en prisoverrækkelse i København den 9. april 2026.