Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Et kærligt initiativ: Brevvenner skaber kontakt på en ny (gammel) måde

Af Line Ingwar Karlsen
Foto: Unsplash.
Foto: Unsplash.

Der er ingen, der skal føle sig ufrivilligt alene, og derfor har Røde Kors Aarhus etableret en ny, social indsats kaldet Brevvenner.

Her vil man ved hjælp af gammeldags, håndskrevne breve hjælpe borgere, som føler sig ufrivilligt alene.

Aktiviteten er oprettet på baggrund af en henvendelse fra et plejehjem og skal være et frirum for borgere, der oplever modløs-, rastløs- og nedtrykthed.

“I Røde Kors Aarhus er vi meget optaget af at afhjælpe den stærkt stigende ensomhed, som Coronapandemien har medført. Senest har bestyrelsen besluttet at oprette aktiviteten Brevvenner.

Vi vil altså gerne genopdage det fænomen, der tidligere kaldtes “pennevenner”. Vi ved, at et personligt, håndskrevet brev kan betyde rigtig meget, når man føler sig alene”, fortæller Lars Bundgaard, næstformand i bestyrelsen for Røde Kors Aarhus.

Venner på afstand

Konceptet foregår således, at der dannes brevvennepar mellem frivillige og beboere på plejehjem eller medborgere, der ønsker en brevven.

De kan skrive om alt mellem himmel og jord – det er helt op til dem. Der er lagt tid og kærlighed i et brev, og ordene er nøje udvalgt til den enkelte modtager. Det er netop det, der er så smukt ved et håndskrevet brev.

Brevvenner kan blive matchet af flere grunde. Det kan være baseret på fælles interesser eller på baggrund af de små hverdagsglæder. Måske har man lige gået en dejlig, lang tur i skoven, som selvfølgelig skal deles med sin brevven.

Brevene behøver ikke kun at bestå af blæk på papir. Det må også meget gerne være sansebreve, hvor der er plads til kreativ udfoldelse.

Nogle ældre er kognitivt udfordrede, og derfor er et sansebrev særligt godt til dem. I et sansebrev kan der blive vedlagt noget, man kan røre, dufte eller se. Kun fantasien sætter grænser.

Vil du være brevven?

Et plejehjem i Aarhus har allerede meldt sig til aktiviteten, og plejehjemsbeboerne sidder klar med deres kuglepen, papir og frimærke.

Nu mangler de bare nogle Brevvenner på den anden side, der har lyst til at dele deres tanker og oplevelser i et brev.

Alle kan være frivillig brevven. Det eneste kriterie er, at man har noget på hjerte. Man kan sidde i sine egne trygge rammer derhjemme og lade ordene flyde på papir.

Når man melder sig som brevven, kan man komme ind forbi Frivillighuset på Nørre Allé 32 og hente et ‘Brevvenner kit’. Med dig får du en mappe med papir, konvolutter, frimærker, blyanter, kuglepenne og hvad dit skrivehjerte ellers begærer.

Du kan læse mere og kontakte Røde Kors Aarhus her.

Del artikel

Andre læser også