Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Et uforudsigeligt år: Musikhuset går i nul i 2020

Af Line Ingwar Karlsen
Foto: PR, Musikhuset Aarhus.
Foto: PR, Musikhuset Aarhus.

2020 skulle vise sig at blive et uforudsigeligt år, som skabte store udfordringer for især kultur- og restaurationsbranchen.

Musikhuset i Aarhus kommer økonomisk ud af et vanskeligt år med skindet på næsen. Det viser Musikhusets netop offentliggjorte regnskab for coronaåret 2020.

2020 blev langt fra det år, som Musikhuset Aarhus og de mange gæster, der normalt besøger huset, havde drømt om. Efter årets to første måneder ramte coronaen Musikhuset hårdt.

Et uforudsigeligt år: Musikhuset går i nul i 2020
Foto: Jonas Høgholt.

Det hårdeste år i Musikhusets historie

Koncerter og arrangementer blev aflyst på stribe eller gennemført under helt særlige vilkår med krav om afstand, færre gæster i salene, ekstra rengøring og stort fokus på gæsternes tryghed. Det var ikke nemt, når man lever for og af at skabe fællesskab, nærvær og unikke liveoplevelser.

”Vi har utvivlsomt været igennem det hårdeste år i Musikhusets næsten 40-årige historie.

Vi er meget taknemmelige overfor den velvilje, støtte og imødekommenhed, vi har mødt fra fonde, sponsorer, offentlige hjælpepakker og ikke mindst vores mange gæster og kunstnere,” udtaler Musikhusets direktør, Jan Christensen, i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Vi tager det som en anerkendelse af den betydning, som musikken, kunsten og kulturen har i vores alle sammens hverdag. Med hjælpepakker, egne indtægter og en stram omkostningsstyring har vi skabt et fornuftigt 0-resultat.

Det betyder, at vi kan være forsigtigt positive og kigge fremad, så vi også kan tilbyde de liveoplevelser og skabe de stærke fællesskaber, som vi alle sukker efter, så snart myndighederne åbner op”.

Musikhusets regnskab for 2020 viser en egen omsætning på 63,5 mio. kr., hvilket er et betydeligt og uundgåeligt fald fra 135 mio. kr. året før.

Kompensation fik stor betydning

Musikhuset modtog derudover i alt 33,1 mio. kr. i kompensation fra offentlige og private fonde. Det betyder samlet set, at årets resultat ender på 0 kr.

”2020 har været et vanskeligt år for alle. Særligt kulturlivet har været presset og præget af stor usikkerhed. Jeg er derfor stolt af, at vi tidligt i krisen kunne lancere en lokal hjælpepakke sammen med Salling Fondene.

Jeg vil gerne endnu engang takke Salling Fondene for, at de var med til at give sikkerhed i en usikker tid.

Det var med til at bane vejen for de nationale hjælpepakker og medvirkende til, at Musikhuset fortsat står stærkt som et af byens kulturflagskibe og er klar til at danne ramme om store oplevelser, så snart situationen igen tillader det, ” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

Masser af oplevelser på trods af corona

I alt indløste 151.472 billet til Musikhuset i 2020 i modsætning til 388.000 året før.

Et af årets helt store tilløbsstykker blev Musikhusets Take Away-koncerter i sommer, hvor Pernille Rosendahl, Allan Olsen, Nicklas Sahl og Jacob Dinesen gav koncerter i aarhusianske baggårde. Det skabte stor begejstring hos beboerne, og hele 350.000 danskere så med via streaming hjemme i stuerne.

”Det var et år, hvor det krævede kreativitet og planlægning at give vores gæster liveoplevelser under svære vilkår.

Sammen med kunstnerne lykkedes vi ofte med at afvikle den samme koncert to til tre gange på samme dag med et reduceret antal gæster i salene, så flest muligt fik den oplevelse, de havde glædet sig til.

Vores Take Away-koncerter blev rigtig godt modtaget, og vi formåede at afvikle to store musicals og masser af andre koncerter, comedyshows og forestillinger. Det har krævet en enorm indsats af kunstnere, samarbejdspartnere og medarbejdere, at få det til at lykkedes. Det tillader vi os at være stolte af,” siger Musikhusets direktør, Jan Christensen.

Musikhuset var i 2020 nødsaget til at flytte mere end 100 arrangementer til nye datoer. Flere af dem blev endda flyttet både to og tre gange.

I alt 226 arrangementer blev helt aflyst og langt størstedelen af de arrangementer, det lykkedes at gennemføre, blev afviklet med stærkt begrænset kapacitet i salen.

Del artikel

Andre læser også