Jul på slottet: Eventyrligt julemarked åbner denne weekend

Vil du gerne i den helt rette julestemning? Så skal du lægge vejen forbi Rosenholm Slot denne weekend.
I 2016 blev Julemarked på Rosenholm Slot af DR’s juleekspert kåret som nummer 3 på listen over de mest nostalgiske julemarkeder.
Nu vender julemarkedet, som kun ligger en halv times kørsel fra Aarhus, tilbage og inviterer gæster indenfor i de 2 første weekender af november – så julen kan starte i god tid.
Julemarked på Rosenholm Slot og de omkring 80 udstillere præsenterer alt, hvad hjertet kan begære af julepynt, dekorationer, brugskunst, delikatesser, julegodter, glaskunst, mode og mange andre spændende julegaveidéer, hvor de historiske rammer bidrager til at fuldende oplevelsen.
“Vi glæder os til igen at kunne åbne dørene op for de mange besøgende, som vil benytte weekenden til at kigge forbi julemarkedet i de smukke rammer på Rosenholm Slot.
Grundet den store opbakning har vi igen i år valgt, at afholde julemarkedet over to weekender. Dette giver alle de besøgende en meget bedre oplevelse, og de lange køer ved indgangen undgås forhåbentlig,” skriver Rosenholm Slot.
En hel dag i eventyrlige rammer
Hele familien kan nemt bruge en hel dag i de eventyrlige rammer, da der er mulighed for både at få stillet sulten samt nyde lidt varmt at drikke.
Derudover byder julemarkedet også på underholdning såsom; En tur med modeltoget, besøg julemanden og julemandens kone i børneaktivitetsområdet, hvor du også kan lave din egen dekoration.
Alt imens du går på opdagelse rundt på området, vil du blive mødt af prinsesser, som tager dig med tilbage til barndommen. Dette vil sikkert for mange lede minderne hen imod DR´s gamle julekalender ”Jul på Slottet”, da kalenderen er optaget på Rosenholm Slot og Slotspark.
Hvad: Julemarked på Rosenholm Slot
Hvor: Rosenholmvej 119, 8543 Hornsleth
Hvornår: 5. til 6. november og 12. til 13. november