Hjælpen er nær: Få din cykel fixet gratis i Aarhus
Ku’ din cykel godt trænge til en kærlig hånd? Og har du hverken værktøj eller smøremidler ved hånden?
Så har vi et rigtig godt tip til dig.
Du kan nemlig få gratis hjælp af de kyndige folk fra Aarhus Cykelværksted, som ofte er at finde ved Nærgenbrugsstationen på Dirch Passers Gade 5 i Aarhus C.
Frivillige kræfter står klar
Aarhus Cykelværksted er byens hyggeligste gør-det-selv-cykelværksted, som kvit og frit lader dig gøre brug af værktøj samt smøre- og vaskemidler.
“Vi har en flok glade frivillige som altid står klar med en hjælpende hånd og et par gode råd med på vejen.
Så kig forbi og fiks din cykel sammen med dit gør-det-selv fællesskab,” lyder opfordringen fra Aarhus Cykelværksted.
Som regel står de frivillige fra Aarhus Cykelværksted klar til at hjælpe ved Nærgenbrugsstationen hver tirsdag aften – senest, de kiggede forbi, var 6. august kl. 17.00 – 19.30.
Hvad: Få fixet din cykel gratis
Hvor: Dirch Passers Gade 5
Hvornår: Typisk tirsdag aften
Følg med på Facebooksiden her og se, hvornår chancen byder sig igen.