Falafel Bar – nok lidt for billigt

I Frederiks Allé ligger en lille Falafel Bar. Det kalder de sig, i hvert fald. Et takeaway sted hvor der er få pladser til at spise både ude og inde. Stedet reklamerer med, at være byens billigste, og det trækker åbenbart kunder til, for der er godt gang i den lille biks. Falafler er in. Men kvaliteten er svingende. At foretrække er selvfølgelig de hjemmelavede. De findes hos Falafel Bar.
Fint lille udvalg
Udvalget var til at overskue. En tallerken med falafel, pita og grønt, samt tre ruller/pitaer med kylling, falafel eller steak var der at vælge mellem. Vi tog en af hver. Den ene som menu med fritter og sodavand. Betjeningen var sød og smilende. Han ville dog gerne slå over i engelsk, og det gjorde vi så. Bestillingen havde han styr på, og samtidig bød han nye kunder velkommen med et “lige et øjeblik”.
En stor menu
Rulle med okse, fritter og sodavand til 59 kroner bestod menuen af. Ud over okse var den med løg og peberfrugt, salat, tomat og dressing. En lille rulle, hvor løg og peberfrugt var fremtrædende. De blev stegt lige inden, de kom i. Oksen gjorde ikke meget væsen af sig. Fritterne var lyse og alt for bløde. Intet sprødhed over dem – desværre.
Krydret kylling
Rullen med kylling. Igen med stegte grøntsager, salat, tomat og dressing. Det var ikke den største rulle, men prisen var også kun 35 kroner. Kyllingen var let krydret, hvilket gav en fin smag. Salaten var friskskåret og sprød. Brødet var lidt sejt i det og gjorde intet godt for rullen. De to ruller blev piftet op med lidt chili, hvilket kan anbefales.
Pita med falafel var bedst
Dagens vinder var pita med falafel. Falafler er vegetarisk og laves bl.a. af kikærter, løg, hvidløg, koriander og frisk persille. I pitaen var der også tomat, røde og grønne pickles, hele mynteblade og salat. Falaflerne var hjemmelavede og godt sprøde. Der manglede dog smag i dem. Til gengæld var der smag i hummussen og dressingen, så det hele spillede godt sammen. Brødet ødelagde det dog desværre, da det kun var ristet på den ene side, så den anden var bleg, blød og våd.
Hjemmelavede falafler
Tallerken med falafel, hummus, salat, tomat, pickles, mynte, koriander, pita og dressing ved siden af. 6 pænt store falafler lå der i bakken. De var hjemmelavede og stegt i olie lige inden serveringen. Der var ikke så meget smag, men de var friske. Hummusen var okay. Den trak tallerkenen op og ved at dyppe falaflerne i den, blev det faktisk ret godt. En stor portion med frisk salat til 49 kroner.
Pris og kvalitet hænger sammen
Vi betalte 213 kroner for en tallerken, en stor menu, to ruller og en pita. Meget billigt for så meget mad, må jeg sige. Nok også for billigt. Det er lidt synd, at man ikke gør sig lidt mere umage, og så hæver priserne. Det vil jeg anbefale, at man gør.
Det mener vi
Falafler skal hitte på en falafel bar. Der er helt sikkert potentiale for falaflerne her. Men på nuværende tidspunkt er de ikke ophidsende i sig selv. De er hjemmelavede, men der skal mere saft og smag i. Det er nok nærmere prisen, der trækker folk til. Det fås ikke meget billigere, men det ses også på størrelserne af rullerne og kvalitet. Der er et par gode takter. Hummussen er velsmagende, og det er en god ide med frisk stegte grøntsager. Hjemmebagt brød havde trukket niveauet op. Med mere skarphed, præcision og ikke mindst smag, så er der håb for lille Falafel Bar i Frederiks Allé. Hæv prisen og skab mere kvalitet.
Falafel Bar
Frederiks Alle 128
8000 Aarhus C
Telefon +45 32 15 75 54