Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Farvel til cheftræneren: David Nielsen er fortid i AGF

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: AGF
Foto: AGF

AGF skal have ny cheftræner.

Efter næsten 5 år på posten er AGF og cheftræner David Nielsen blevet enige om, at samarbejdet ophører ved udgangen af indeværende sæson.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

“David Nielsen har været en fantastisk træner for AGF gennem flere sæsoner og har skabt flotte resultater for klubben.

Men nu er vi nået til vejs ende efter fem år, hvor den seneste sæson på ingen måder har været tilfredsstillende.

Energien er brugt, og vi trænger til nye ideer og en frisk start – derfor er tiden nu inde til, at vores veje skal skilles,” siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.

Tak til Aarhus

David Nielsen ser tilbage på en god tid i AGF, hvor han fik sin debut som cheftræner den 16. oktober 2017.

“AGF har brug for en ny cheftræner, der kan komme ind med den samme ild, som jeg i sin tid kom med.

Jeg havde håbet, at jeg kunne aflevere holdet et bedre sted i tabellen, end hvor vi sluttede i denne sæson, men sådan skulle det ikke gå. AGF er heldigvis et godt sted som klub, og der er mange gode kræfter, der kan fortsætte arbejdet.

Jeg vil gerne sige tak til Aarhus for den varme støtte, jeg og min familie altid har fået, og tak til de spillere, som gennem tiden blødte med mig for klubben og for trøjen,” siger David Nielsen.

Den snart forhenværende cheftræner tager afsked med holdet, når han på lørdag for sidste gang står i spidsen for AGF i sæsonens sidste kamp, som er mod FC Nordsjælland på Ceres Park.

AGF forventer at have en ny cheftræner på plads, inden opstarten starter den 16. juni, hvor spillerne kommer retur fra sommerferie, lyder det afsluttende i pressemeddelelsen.

Rædsomt forår

Afskeden med David Nielsen kommer efter et rædsomt forår, hvor AGF nærmest ikke har sat en fod rigtigt.

Før sæsonens sidste kamp er klubben ganske vist så godt som sikker på at overleve i Superligaen med 3 point ned til Vejle, som ligger under nedrykningsstregen med en markant ringere målscore.

Men det kan dårligt siges at være klubbens egen fortjeneste, for AGF tabte søndag 0-1 ude mod Viborg, og klubben har ikke vundet en eneste af sine seneste 13 kampe – vi skal helt tilbage til 18. februar for at finde seneste sejr.

På lørdag venter FC Nordsjælland hjemme på Ceres Park i sæsonens absolut sidste kamp.

Til kampen, hvor der altså bliver taget afsked med David Nielsen, er en stille protest annonceret af nogle af klubbens mest inkarnerede fans, der er utilfredse med AGFs pinlige forår.

David Nielsens største bedrift med AGF blev at føre holdet til bronzemedaljer med en 3. plads i Superligaen 2019/2020.

Del artikel

Andre læser også