Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fastfood som julehjælp: Halv pris til børn

Af Søren Holm-Hansen

I hele december tilbyder et af byens ældste burger joints sin egen version af julehjælp:

 

50 procent rabat på alt til børn op til 12 år.

 

Det fortæller indehaver Reshad Quami, imens han tilbereder et bræt med en af stedets specialiteter, en Don Ox Menu. Det er en stor burger, fritter og en softdrink med en normalpris på 105 kroner.

 

At give noget tilbage

“Forretningen går godt, aarhusianerne kender os, og dette er vores måde at give noget tilbage,” forklarer Reshad Quami bag mundbindet.

 

“Vi kunne have gjort det i januar, som normalt er en stille måned. Men vi valgte at gøre det som julehjælp til familier i december. Ikke af hensyn til markedsføring eller øget indtjening, tværtimod,” siger manden, som endnu ikke selv er blevet far, men som har et barn på vej.

 

En lillebitte forskel

“Når der er børn på vej, begynder man at forstå det ansvar, der følger med. Alle vil jo gerne give deres børn den bedste opvækst, men det er ikke altid lige let. Pengene er små. Men det er afgørende for hele livet, at et barn får en god barndom med gode oplevelser. Her sætter vi fokus på børn og trængte familier, der gerne vil have en god madoplevelse. Det er vores måde at gøre en lillebitte forskel; at flere får råd til at spise godt og lækkert en gang imellem. Det handler om at være gavmild og vise omsorg,” fastslår han.

 

Ærlig mad af lokale råvarer

Reshad Quami lægger stor vægt på ærlighed omkring sin mad. Kødet er dansk og frisk og stammer fra fritgående kvæg på Djursland, brødet kommer dagsfrisk fra en lokal bager, og aioli og chilimayo til fritterne er hjemmelavet. På sigt vil han gerne have flere lokale grøntsager i butikken, men han vil ikke sige det højt, før alle aftaler er på plads.

 

Julehjælpen er til gengæld lige ud ad landevejen: Der er 50 procent på alt på menukortet, der omfatter burgere, pitaer og pizzaer, diverse tilbehør samt sodavand, og det gælder børn op til 12 år. Men så er der lige…

 

Baseret på tillid

“Det er i forvejen en lille restaurant, og på grund af corona må vi kun have fem gæster i butikken ad gangen. Egentlig vil vi gerne have, at man kommer her med sine børn og sidder og spiser hos os. Men er der ikke plads, må man selvfølgelig tage maden med hjem. Vores tilbud er baseret på tillid. Det går selvfølgelig ikke at ringe og sige, at man har 14 børn derhjemme; vi vil gerne se børnene i restauranten. Så skal vi nok finde ud af det,” lover han.

 

Den omtalte Don Ox Menu, som også ses på billederne i denne artikel, består af en burger med 200 gram bøf. Mindre fås ikke.

 

“Du kan få 140 gram bøf mange steder, men det kan man altså ikke blive mæt af,” mener Reshad Quami, som også serverer bøffer i størrelserne 400 og 1.000 gram.

 

Fastfood som julehjælp: Halv pris til børn

 

“Vi går aldrig på kompromis med bøffens størrelse eller kvalitet, og vi går aldrig på kompromis med fyldet,” lover han.

 

Fyldet er det klassiske; sprød salat, tomat, løg samt bacon og ost. Dertil en god portion pommes frites og en valgfri sodavand. Tilbehør som hjemmerørt aioli og chilimayo står normalt til 5 kroner.

 

Ingen store armbevægelser

Modsat andre store burgernavne i byen har han ikke travlt med at udvide forretningen. Men:

 

“Jeg har vist 13 ansatte i dag, og vi skal lige have organisationen helt på plads her. Jeg skal blandt andet have uddannet en højrehånd, der kan aflaste mig. I løbet af et par år kan det da godt være, at vi åbner en Byens Burger på Trøjborg eller i Viby,” siger den beskedne mand, inden han rejser sig for at tage imod endnu en online-frokostbestilling. Der er gang i Byens Burger, og det har der været i mere end 40 år.

 

Fastfood som julehjælp: Halv pris til børn

 

Byens Burger

Thorvaldsensgade 1
8000 Aarhus C
www.byensburger.dk
Mandag, torsdag og søndag kl. 11-22
Fredag og lørdag kl. 11-05

 

Del artikel

Andre læser også