Snubler hjemme: FCM smider vigtige point i guldkampen

Matchbolden er tilbage på aarhusianske hænder, efter FC Midtjylland her til aften snublede i de døende minutter mod Viborg FF.
Det midtjyske lokalopgør sluttede 3-3, efter viborgensernes Dorian Hanza udlignede kort før slutfløjt.
Dermed er det igen AGF, der ligger på førstepladsen i Superligaen i ensom majestæt.
Det lignede ellers en hjemmebanesejr i Herning, da Martin Erlic bragte midtjyderne foran med 10 minutter tilbage af den ordinære spilletid.
Men med udeholdets udligning til allersidst står det altså klart, at FC Midtjylland må nøjes med et enkelt point.
Ulvene er derfor to point efter AGF, der fører Superligaen i kraft af søndagens sene sejr hjemme i Aarhus.
Læs også: Gulddrømmen lever: AGF vinder skæbnekamp Her blev indskiftede James Bogere den store helt med sit mål i overtiden.
AGF fører nu Superligaen med 61 point, mens FC Midtjylland på andenpladsen har 59 point.
Der resterer kun to runder af denne sæson.