Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fem aarhusianske restauranter går sammen i kampen mod kræft hos mænd

Af anders@sommersangdigital.dk
Foto: Kristian Fæste
Foto: Kristian Fæste

Torsdag den 13. september byder flere aarhusianske restauranter indenfor til en overdådig velgørenhedsaften til fordel for mændenes kamp mod kræft.

 

Fem restauranter er med

Det bliver en aften i mændenes tegn, når restauranterne Møf, Substans, Restaurant Hærværk, Domestic og MIB byder indenfor til et velgørenhedsarrangement. ”Velgørenhedsaftenen bliver kulminationen på en lang støttekampagne til mænds kamp mod kræft”, fortæller arrangør og initiativtager, Rasmus Koller Sørensen. ”Det bliver et slags kulinarisk kokketræf, som ikke før er set i Aarhus på dette niveau, og jeg er meget beæret over, at restauranterne vil være med til at støtte denne gode sag”.

 

Egen erfaring gjorde udslaget

Den 24-årige arrangør har selv haft kræften tæt inde på livet, da han fik konstateret testikelkræft for tre år siden. I dag er Rasmus rask, men sygdommen sætter stadig spor i hverdagen, hvilket var grunden til, at han i foråret satte sig for at sætte fokus på kampen mod kræft hos især mænd.

 

”Jeg var bange og magtesløs, hvilket desværre er følelser, mænd sjældent snakker højt om, og det skal vi have lavet om på. Sandheden er, at kræft gør ligeså ondt på mænd, som det gør på kvinder. Men der er ingenting at være flov over, tværtimod. Skrig dine lunger ud, og mand dig op. Det hjælper”, fortæller han.

 

Overskuddet går til Aarhus Universitet Skejbys kræftafdeling

Igennem det sidste stykke tid har Rasmus arbejdet på at planlægge velgørenhedsaftenen, samt arbejdet på at få stablet en indsamling på benene til fordel for ”Mænds kamp mod Kræft”.

 

”For mig var det logisk at lade omdrejningspunktet på velgørenhedsaftenen være vin og mad, da det er en stor del af mit daglige virke. Derfor har jeg, sammen med Martin Ib fra MIB Pakhusene, allieret mig med nogle gode restauranter i Aarhus, som hver især vil præsentere en snack og en ret, og forhåbentligt kan vi samle en masse penge ind, som kommer til at gå direkte til Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital Skejby”, fortæller han.

 

Overskuddet går ubeskåret til Aarhus Universitetshospital

Det specielle ved velgørenhedsaftenen er, at alt overskud går ubeskåret til Aarhus Universitetshospital i Skejby og deres indsats for mænds kamp mod kræft. At pengene går til kræftafdelingen på Skejby er ingen tilfældighed. Her var Rasmus selv indlagt for tre år siden.

 

Den rå sandhed

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at kræftafdelingen har været et sted, hvor jeg har nydt min kaffe i ro og mag. Det er virkelig ikke en afdeling for sarte sjæle. Her er det den rå sandhed, man får kastet lige i fjæset,” fortæller han, og det har givet Rasmus den største respekt for afdelingen, som han håber at kunne give lidt tilbage med velgørenhedsaftenen.

 

”Jeg har den største respekt for hver og en, som dedikerer deres liv til at hjælpe folk med kræft. Det, at have kræften så tæt inde på livet hver evigt eneste dag, kræver at man er bygget af noget specielt stof. Alle har en afgørende brik i at få hverdagen til at hænge sammen – lige fra overlægen til den sygeplejerskestuderende på afdelingen.

 

Jeg står i gæld til dem alle – og nu agter jeg at betale tilbage”, afslutter han. 

 

Velgørenhedsaftenen løber af stablen torsdag den 13. september i MIBs lokaler på Aarhus Ø.

 

Det koster 1200 kroner at deltage og overskuddet går ubeskåret til kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Hvis man desværre ikke har mulighed for at deltage i velgørenhedsaftenen, kan man hjælpe ved at donere penge eller lignende.

 

Mere info her

 

Ønsker man billetter til arrangementet, kan de bestilles her

 

Der er kun et begrænset antal.

Fem aarhusianske restauranter går sammen i kampen mod kræft hos mænd
Foto: Kristian Fæste 

 

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien