Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Festival afslører: Udvider programmet med Christopher 

Af Freja Dumont
Pressefoto
Pressefoto

I dag offentliggør Tuborg og Muskelsvindfonden det næste navn på årets Grøn-plakat.

Her finder man allerede store danske navne som Tessa, Carpark North, Andreas Odbjerg, Drew Sycamore og D-A-D – og nu får de selskab af popstjernen Christopher.

De vil sammen drage rundt til otte danske byer fra 21.- 31. juli 2022.

“En sommer vi ikke kommer til at glemme”

Det er lagt op til en magisk koncertoplevelse, når en af Danmarks største popstjerner kommer med et utal af hits til Grøn fest, dans og fællessang.

Christopher udtaler:

“Det er fantastisk at få lov til at være en del af Grøn igen i år. Når jeg kigger tilbage på de år, hvor jeg har været med, står de oplevelser stadig som nogle af de absolut særligste live-øjeblikke i min karriere.

Det kommer til at være første gang i virkelig lang tid, at jeg kommer til at stå med fuldt band og fuld produktion og holde en fest foran et publikum.

Jeg er sikker på, at folk glæder sig lige så meget som mig til at komme ud og mærke energien og det sammenhold, der gør Grøn til noget helt specielt.

Det er fællesskabsfølelsen både på, foran og bag ved scenen, og jeg glæder mig så sindssygt meget til at opleve det igen!

Jeg er sikker på, at den her sommer bliver en vi ikke kommer til at glemme.”

En imponerende karriere

Han debuterede i 2012 med albummet ”Colours”, som kastede adskillige hits af sig – herunder ”Nothing in Common”, ”Agains the Odds” og titelnummeret.

På scenen er han kendt som et sandt energibundt, der er exceptionelt dygtig til at få fat i publikum – uanset om de befinder sig på de forreste eller bagerste rækker.

Christophers seneste album, ”My Blood”, udkom sidste år, og har modtaget store roser for det mere personlige tekstunivers.

Således har to af singlerne fra albummet, ”Ghost” og ”Leap of Faith” begge opnået platincertificeringer, mens ”Fall So Hard” har opnået guldstatus.

Grøn er endelig tilbage
Efter to år i corona-dvale er Tuborg og Muskelsvindfonden igen klar til at præsentere Grøn, der til juli vil fylde de grønne plæner i otte danske byer med god musik, læskende drikkevarer og det helt særlige Grøn-fællesskab.

Det hele starter på Amager d. 21. juli og herefter besøger Grøn Kolding d. 22. juli, Aarhus d. 23. juli, Aalborg d. 24. juli, Esbjerg d. 28. juli, Odense d. 29. juli, Næstved d. 30. juli og slutter med et brag i Valby d. 31. juli.