Festuge for fuld udblæsning: Det kan du opleve i weekenden
Torsdag aften lød det uofficielle startskud til Aarhus Festuge.
Her skabte Gnags og gæster et brag af en fest, som vi belønnede med seks stjerner i vores anmeldelse.
Festugen er med andre ord i fuld gang, og weekenden byder på masser af spændende aktiviteter, som du ikke vil misse.
Vi har udvalgt otte favoritter fra programmet, som du kan læse om herunder.
Kreateltet
Kreateltet hejses endnu en gang i Byparken mellem Musikhuset og Rådhuset.
Her kan du hver dag fra kl. 10 udfolde dine kreative evner under teltdugen, hvor kun fantasien sætter grænser.
Du og børnene kan fx fremtrylle monstre af toiletruller eller forvandle æggerbakker til mariehøns.
Mulighederne er mange, og I har farver, glimmer og alt godt fra gemmerne til rådighed hele dagen!
Hvor: Byparken
Hvornår: Både lørdag og søndag fra kl. 10-17
Rundvisning i Rådhuset
Lige ved siden af Kreateltet ligger Aarhus Rådhus – et af byens ikoniske vartegn. Alle aarhusianere har set bygningen udefra, men ikke alle har haft fornøjelsen af at se, hvad der gemmer sig bag facaden.
Under Aarhus Festuge har du muligheden. Du kan nemlig komme med på AarhusGuidernes rundvisning og høre rådhusets historie og arkitektur.
Der vil endda være mulighed for at se lokaler, der normalt ikke er tilgængelige for offentligheden – og for at opleve den spektakulære udsigt fra Rådhustårnets top.
Rundvisningen foregår lørdag formiddag, men også tirsdag, torsdag og lørdag i næste uge er der mulighed for at opleve Aarhus Rådhus indefra.
Hvor: Aarhus Rådhus
Hvornår: Lørdag kl. 10.00-11.30
Hvor meget: 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn under 18 år
Symfoni i det fri
Nu kan du opleve Marselisborgskovene på en helt ny måde.
Aarhus Symfoniorkester inviterer nemlig på en levende symfonisk skovvandring, der giver farve i kinderne og sød musik i ørerne.
Oplevelsen foregår i grupper, hvor I får en guidet musikalsk vandring gennem skovenes smukke omgivelser.
Undervejs er der indlagt forskellige symfoniske pusterum, hvor I aktivt vil opleve musik, som er komponeret om, til og i samspil med naturen og dens lyde.
Hvor: Ørneredevej 15 i Højbjerg
Hvornår: Lørdag kl. 10.30-11.45
Hvor meget: 100 kr. pr. person
Aarhus Tartelet Festival
Er du vågnet med god appetit, så kan du få stillet sulten og mere til i Det Irske Telt.
Det er nemlig igen tid til fællespisning, musikbanko og masser af underholdning, når der traditionen tro er Aarhus Tartelet Festival i teltet på Banegårdspladssen.
Som altid afholdes det de to lørdage i festugen, begge dage fra kl. 12-16, hvor der serveres tarteletter ad libitum, spilles musikbanko og underholdes med en lang række indslag.
Efter arrangementet er teltet åbent for alle, og der vil være livemusik fra kl. 17.
Danser med Piger
Der er dømt Festuge med stort ‘F’ på Klostertorvet, der i disse dage går under navnet ‘Cluster Square’.
Her kigger bandet Danser med Piger forbi lørdag aften.
Du har sikkert hørt de unge gutter i radioen, hvor de bl.a. har hittet med ‘Kemikalier’ sammen med Kidd og sangen, der er opkaldt efter bandet selv ‘Danser Med Piger’.
Hvis du har brug for at blive peppet op inden byturen, er det bare om at snøre danseskoene og kigge forbi Cluster Square kl. 23.
Hvor: Klostertorvet
Hvornår: Lørdag kl. 23.00-23.45
Lysfesten 2022
Årets lysfest byder på masser af spændende oplevelser i løbet af Festugen.
Det er svært at vælge, men vi har alligevel begrænset os til to værker, som vi vil fremhæve i den forbindelse.
Det ene kommer fra de spanske lysdesignere luzinterruptus, hvis værk ‘On Blank Pages‘ ikke bare er en dragende og smuk lysinstallation, men som også indbyder til, at Festugens gæster kan skrive deres tanker ned på de papirsider, der sammen udgør den seks meter høje lysskulptur.
Det andet værk går under navnet ‘Jordens Kerne‘, og det hædrer en af de mest kendte videnskabskvinder, Inge Lehmann, som opdagede Jordens faste kerne.
På visuel vis formidler lysværket i Domen på Pier 2 hendes forskning. Nikolaj Dinesen transformerer Domen til jordkloden med havblåt lys på facaden og et varmt glødende lys indefra.
Hvor: On Blank Pages på Bispetorv og Jordens Kerne på Pier 2
Fleas & Trees
Fleas & Trees er efter eget udsagn “Aarhus smukkeste loppemarked“, som finder sted i byens hjerte, nemlig Botanisk Have.
Her er der fuld fokus på på den gode oplevelse for standholdere og besøgende, der vil blive præsenteret for et blændende udvalg af genbrugsguld.
Boderne starter på hjørnet ved Hjortensgade og følger så Peter Holms Vej op gennem haven.
Der er tale om et særligt børnevenligt marked, for alle børn har mulighed for at stille en bod op gratis, hvor de kan sælge deres brugte legetøj – for voksne er prisen 350 kr. for at booke en stand.
Hvor: Botanisk Have
Hvornår: Lørdag og søndag kl. 10-16
Rådhuskoncerter
Søndag kan du opleve en af landets bedste croonere, når der er Rådhuskoncerter om formiddagen og over middag.
Bobo Moreno, der gennem sine mange år i musikbranchen har arbejdet med store navne som Sanne Salomonsen, D-A-Dog Birthe Kjær, som du kan opleve i selskab med Aarhus Jazz Orchestra.
Det samme gør sig gældende for Kathrine Muff, der bl.a. er kendt som sangerinde fra ‘Fællessang’, der blev vist fredag aften i bedste sendetid på DR.
Orkester og solister vil sammen fejre fællesskabet omkring musikken, og koncerten byder på et mangfoldigt repertoire, hvor både fællessang, danske sange og swingende croonerjazz fra bigbandhistorien indgår.
En halv time inden koncerterne vil der blive serveret kaffe og kage, som er inkluderet i prisen.
Hvor: Aarhus Rådhus
Hvornår: Søndag kl. 11-12 og 13-14
Hvor meget: 60 kr. pr. person
Ovenstående events er bare et udpluk af weekendens mange Festuge-aktiviteter.
Du kan se hele programmet for Aarhus Festuge lige her