Find andre veje: Nu starter omfattende vejarbejde i Aarhus

Bilister i det sydlige Aarhus må væbne sig med tålmodighed, efter en totalspærring af Holme Ringvej under jernbanebroerne har sendt tusindvis af bilister ud på omkørsel.
Vejen er lukket frem til 25. april, da Aarhus Vand arbejder på en ny spildevandsledning.
I følge Aarhus Stiftstidende er Holme Ringvej en af de mest trafikerede veje i området med cirka 10.000 biler dagligt – men nu må bilister altså finde alternative ruter, indtil vejarbejdet er overstået.
Besvær for bilister og buspassagerer
Samtidig er Søndervangs Allé også spærret for gennemkørsel – en lukning, der varer helt frem til 11. juli.
Det betyder ekstra besvær for både bilister og buspassagerer, da linje 4A og 6A nu må køre omveje og droppe flere stoppesteder i området.
Linje 4A stopper frem til den 25. april ikke hos Lokalcenter Viby, Pihlkjærsvej, Runegårdsvej og Søndervangen, mens det hverken bliver muligt at stige af og på linje 6A på stoppestederne Lokalcenter Viby, Viby Station, Sønderhøj og Mega Syd.
Oven i det hele bliver Åby Ringvej også midlertidigt spærret i begge retninger om natten de kommende dage, mens der arbejdes på højspændingsledninger. Det sker fra kl. 21.00 til 05.00, hvor bilister og busser må følge omkørsler.
Alt i alt venter der en udfordrende tid for trafikken flere steder i Aarhus, hvor bilister må vænne sig til længere rejsetid og nye ruter.