Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Helt nyt koncept: Her skal du opklare uhyggelige mysterier i Aarhus’ gader

Af Line Ingwar Karlsen

Du har måske allerede prøvet de populære escape rooms, hvor man bliver låst inde i et rum og skal løse gåder for at slippe ud, inden tiden er gået.

Men vidste du, at du også kan prøve mysterieløsningen fra escape rooms ude i virkeligheden?

Der er netop blevet lanceret en ny app, som giver dig mulighed for at opleve Aarhus på en ny og legende måde – en helt perfekt påskeaktivitet.

Den aarhusianske virksomhed UrbiHunt har netop udviklet appen af samme navn.

Med den i hånden kan du opklare et mysterium ude i byrummet og være med til at befri Aarhus. Det skriver de i en pressemeddelelse til MigogAarhus.

Jakob Oddershede og Guilherme Duschenes fra UrbiHunt har med appen udviklet et digitalt og udendørs mysteriespil, som skal få lokale og besøgende i Aarhus til at opdage byens rum på en ny og sjov måde.

I appen ’UrbiHunt’ ligger der ét spil tilgængeligt nu og der er flere på vej.

Find nøglen og befri Aarhus

Det første spil, der nu er på gaden i appen, hedder ‘Unlock Aarhus’.

Kort fortalt går historien ud på, at en magtsyg diktator har taget styringen over Aarhus, der er hårdt ramt af senfølgerne af en pandemi.

Diktatoren vil gøre alle byens borgere til slaver, og det er nu op til dig, og dem du spiller med, at redde byen.

Spillet starter ved ARoS Kunstmuseum og varer cirka 1,5 time.

”Konceptet er skræddersyet til Aarhus, men det er lavet med inspiration fra London, hvor venner, familier og kollegaer i stor stil bruger det som en sjov måde at være sammen på.

Folk kan godt lide, at det er lidt udfordrende, og at man med appens GPS-magi aldrig ved, hvad der lurer rundt om hjørnet. Dertil behøver man ikke koordinere med en instruktør for at komme i gang,” siger Jakob Oddershede, medstifter af UrbiHunt.

UrbiHunt skal kickstarte Aarhus

UrbiHunt er en af de 10 virksomheder, der er udvalgt i det nationale projekt Kickstart Innovationen, der har til formål at genrejse turismen i storbyerne fra konsekvenserne af corona-pandemien.

VisitAarhus, der står bag Kickstart Innovationen i samarbejde med Wonderful Copenhagen, Destination Nord og Destination Fyn, ser meget frem til at få det nyudviklede spil ud at leve i byrummet.

COVID-19 har medført nye behov og adfærdsmønstre blandt byens besøgende, og det nye spil skal være med til at løfte turismen ind i den digitale tidsalder.

”Aarhus har været hårdt ramt under corona-nedlukningen, og nu skal der ske noget, så der kommer liv i byen igen. Det kræver, at vi tænker nyt og finder nye trygge og sikre oplevelsesformater.

Jeg glæder mig meget til at se, hvordan både lokale og besøgende i byen tager imod UrbiHunts produkt. Jeg håber, at spillet vil få en masse ud i de aarhusianske gader og stræder for at opleve Aarhus på en både sjov, tryg og sikker måde,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.

Sådan kommer du i gang

Appen UrbiHunt kan hentes i App Store og er snart tilgængelig i Play Butik, så Android-brugere også kan spille med.

Det koster fra 63 kr. pr. spiller. I anledning af påsken kan spillet købes til en intropris med 10 % rabat til og med 2. påskedag.

Del artikel

Andre læser også