Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Musicalen Atlantis sælger flot: Fire nye shows i Aarhus

Af Freja Dumont

En af de største danske musicalsucceser nogensinde har stadig fat i danskerne.

Forsalget til Atlantis, der til efteråret skal landet rundt i en ny, stor pragtopsætning, går nemlig forrygende.

Faktisk går det så godt, at Musikhuset Aarhus nu åbner hele fire ekstrashows til musicalen.

Glad for succes i Aarhus

Kulturdirektør i Tivoli, Frederik Wiedemann, glæder sig over at have sikret sig musicalen sammen med med-producent Mikkel Rønnow, og at salget er gået så godt i Aarhus.

”Atlantis var banebrydende som en original dansk musical, og den er efterhånden blevet en myte i sig selv.

Aarhusianerne har med åbne arme taget i mod den nye, ambitiøse opsætning, og vi er naturligvis glade for, at vi har mulighed for at tilbyde fire ekstrashows i Musikhuset til glæde for de gamle fans og for den yngre generation, der endnu ikke selv har oplevet Atlantis i fuldt udtræk,” siger Frederik Wiedemann.

Musicalen Atlantis sælger flot: Fire nye shows i Aarhus
Pressefoto

Den hidtil største opsætning af ATLANTIS 

Publikum kan godt begynde at glæde sig. Det bliver nemlig den hidtil største opsætning af den moderne musicalklassiker Atlantis med et stjernecast på scenen og et 20-personer stort liveorkester i orkestergraven.

På rollelisten fører Stig Rossen an som skurken Jabbadoor, Kaya Brüel spiller kammerpigen Miranda, og Melodi Grand Prix-vinderen fra 2018 Jonas Rasmussen får det ærefulde hverv at synge hittet Morgen på Atlantis.

Atlantis iscenesættes af Thomas Agerholm, som tidligere har stået bag store succeser som bl.a. Shubidiua – The MusicalSeebach og The Bodyguard The Musical.

Forestillingen iscenesættes med et designhold fra Londons West End og publikum kan se frem til Peter Spies’ musik i en ny og større orkestrering af Jesper Riis og Wolfgang Käfer.

Kvart million danskere har set forestillingen

I 1993 havde musicalen Atlantis verdenspremiere for første gang den 12. august på Bellevue Teatret.

Atlantis blev taget godt imod af anmeldere såvel som publikum og blev den første danske gennemkomponerede musical.

Siden har mere end en kvart million danskere set forestillingen, og soundtracket har solgt til guldplade.

En handling, der tager publikum på en musikalsk kærlighedsrejse

Atlantis er en fortælling om kærlighed, magt og mordforsøg tilsat græsk tragedie bundet sammen af iørefaldende musik.

Atlantis er ud over beretningen om den forsvundne sagnomspundne by af samme navn også historien om ung kærlighed. I Atlantis bor den meget eventyrlystne Silvan, der drømmer om at se fjerne kyster og havne. Mødet med prinsesse Adalena slår hans skæbne ud af kurs, og historien tager pludselig fart.

Prinsessen Adalena bliver af sin far beordret til at gifte sig med en adelig, men hun elsker den unge gadedreng Silvan.

Hermed er der lagt op til et drama, da onde kræfter er på spil omkring dem, bl.a. i skikkelse af Jabbadoor (Stig Rossen) der vil overtage magten og dræbe Kong Atlas. De to unge går mange trængsler igennem, før de – helt overraskende – får hinanden til slut.

Hvor: Musikhuset Aarhus
Hvornår:
Atlantis får premiere 10. september i Tivolis Koncertsal, og den 28. september rykkes forestillingen til Musikhuset Aarhus inden den fortsætter til Holstebro og Odense.

De fire ekstrashows i Musikhuset kommer til at blive vist den 7. oktober kl. 19.30, 8. oktober kl. 19.30 og 9. oktober kl. 15.00 og 19.30.

Pris: 125-695 kr. Køb dine billetter her.

Del artikel

Andre læser også