Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Endelig: Flere busser på vej til Aarhus Ø

Af Jonathan Sten Drivsholm
Arkivfoto: Midttrafik
Arkivfoto: Midttrafik

Tusindvis af beboere og arbejdspladser samt et utal af besøgende – men kun to busser i timen.

Alle ved, at den kollektive trafik på Aarhus Ø er utilstrækkelig, men nu er der endelig en løsning på vej.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

I dag har Magistraten drøftet et forslag fra Teknik og Miljø om at forlænge Linje 3A helt ud til Aarhus Ø.

Forslaget blev sendt videre til Aarhus Byråd, som snart skal tage endelig stilling til det.

Vil køre hvert 10. minut

Linje 3A kører hvert 10. minut i myldretiden, hvilket er tre gange så ofte som rute 23, der i dag er eneste bus til og fra Aarhus Ø.

Endelig: Flere busser på vej til Aarhus Ø
Kort: Aarhus Kommune

Teknik- og Miljørådmand Nicolaj Bang glæder sig over udsigten til, at den kollektive trafik på Aarhus Ø endelig bliver forbedret:

”Den kollektive trafik på Aarhus Ø har længe været utilstrækkelig med alt for få afgange. Når 3A kommer til at køre hvert 10. minut i myldretiden, løfter vi endelig den kollektive trafik til et niveau, vi kan stå inde for,” udtaler han.

Vælger byrådet at forlænge Linje 3A, vil det ikke bare give bedre muligheder for at komme til og fra Aarhus Ø – det vil samtidig forbedre sammenhængen mellem Aarhus Ø og resten af Aarhus Kommune.

Den hyppigere busdrift vil nemlig give flere aarhusianere end i dag mulighed for at klare hele turen nemt og hurtigt med kollektiv trafik ved fx at skifte til letbanen eller andre busser.

”Det er på tide, at vi binder Aarhus Ø ordentligt sammen med resten af kommunen ved at tilbyde en kollektiv trafik, der kører ofte og til knudepunkter, hvor det er muligt at skifte til en anden bus eller til letbanen. Jeg håber, at forbedringerne vil gøre det nemmere for aarhusianerne at komme til og fra Aarhus Ø,” lyder det videre fra Teknik- og Miljørådmand Nicolaj Bang.

Sådan ændres rute 3A:
Forslaget om at forlænge Linje 3A lægger op til, at ruten bliver omlagt fra Ceres-krydset og kører via Thorvaldsensgade, Vestre Allé, Park Allé, Klostertorv, Nørregade og Knudrisgade til Aarhus Ø. Det betyder, at 3A ikke længere vil stoppe på Vesterbrogade, Vesterport og Nørre Allé ved Lollandsgade. Derudover udgår Rutebilstationen som stop. Midttrafik vurderer, at de passagerer, der bliver påvirket af omlægningen, kan benytte andre stoppesteder i midtbyen inden for rimelig afstand.

Kilde: Aarhus Kommune

Ny rute fra sommeren 2024

Hvis Linje 3A bliver forlænget, bliver der brug for nye stoppesteder på Aarhus Ø.

Det er planen, at der bliver etableret et nyt stoppested på Bernhardt Jensens Boulevard syd for Grethe Løchtes Gade.

På Dagmar Petersens Gade bliver der to stop; det ene bliver et kantstensstoppested, som findes i dag på linje 23, mens det andet bliver en ny buslomme, hvor bussen har mulighed for at holde pause.

Teknik og Miljø har under arbejdet med forslaget om at forlænge Linje 3A været i dialog med Fællesrådet for Aarhus Ø og de Bynære havnearealer, Midtbyens Fællesråd og den lokale trafikgruppe fra Knudrisgade.

Hvis Aarhus Byråd vedtager forlængelsen af Linje 3A, vil busserne køre den nye rute fra sommeren 2024.

Del artikel

Andre læser også