Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Ny tendens på Smukfest: Flere tager alene afsted

528241969_10164402627787814_2535040797675381682_n

Man behøver ikke længere have en stor lejr eller en flok venner med for at få den fulde Smukfest-oplevelse.

I er omkring 2.700 gæster taget alene til festival i Bøgeskoven – og derfor har Smukfest lanceret flere nye initiativer, der skal gøre det nemmere at møde andre undervejs.

Blandt nyhederne er et helt nyt campingområde for sologæster og en appfunktion, hvor man kan finde en koncertmakker til de kunstnere, man helst ikke vil opleve alene.

Næsten ni ud af ti vælger det selv

En ny spørgeskemaundersøgelse blandt 10.000 gæster og frivillige viser, at langt de fleste, der tager alene på Smukfest, gør det helt bevidst.

Næsten ni ud af ti sologæster har selv valgt festivalformen. For mange handler det om friheden til selv at bestemme programmet, møde nye mennesker og slippe for at gå glip af festivalen, bare fordi vennerne ikke skal med.

Ifølge Smukfest er det en udvikling, man ser flere steder i verden, hvor det bliver stadig mere almindeligt at rejse, spise ude og tage til koncerter alene.

“Festivaler er store sociale begivenheder, og det er vidunderligt, at flere har modet til at kaste sig ud i oplevelsen som solister. Det er ikke et kompromis at tage på festival alene, men en ny måde at være gæst på.

Det moderne festivalfællesskab handler ikke længere kun om, hvem du kommer med, men også om hvem du møder undervejs,” siger indholdschef og talsperson Trine Bang i en pressemeddelelse.

Nyt campingområde for gæster, der kommer alene

En af årets største nyheder er Modigheden – et campingområde målrettet gæster, der rejser alene, men gerne vil have et fællesskab lige ved hånden.

Idéen opstod sidste år, da en gruppe frivillige etablerede en camp for sologæster. Initiativet blev en succes, og derfor vender Modigheden nu tilbage i en større udgave med fællesområde og aktiviteter.

Ifølge Trine Bang handler det ikke om, at alle skal være sociale hele tiden.

“Mange tager på festival alene, men de ønsker ikke nødvendigvis at være alene hele tiden. De vil gerne kunne vælge til og fra. Nogle kommer for festen med vennerne, andre for at møde nye mennesker. Der skal være plads til begge dele,” siger hun.

Mangler du en at gå til koncert med?

Smukfest lancerer også en helt ny funktion i festivalens app: “Find en koncertmakker.”

Her kan gæster matche med andre, der skal til den samme koncert, sende en forespørgsel og aftale at mødes foran scenen.

Funktionen er udviklet i samarbejde med Royal Unibrew og skal gøre det lettere at finde nogen at dele musikoplevelsen med – også hvis resten af lejren hellere vil noget andet.

“Det kan være lidt surt at glæde sig til en bestemt kunstner, hvis vennerne ikke gør. Selvfølgelig kan du sagtens gå alene, men nu gør vi det lettere at finde nogen at dele begejstringen med,” siger Trine Bang.

Ved hver koncert kan man matche med op til tre andre gæster, og festivalen foreslår samtidig et mødested. Nogle af de nye koncertmakker-par bliver desuden belønnet med to drikkevarer på armbåndet.

Flere bor alene – og flere tager på festival alene

Smukfests egne tal viser, at omkring 4,5 procent af festivalens cirka 60.000 gæster kommer alene. Over halvdelen af dem har været på Smukfest mindst seks gange tidligere, og sologæsterne findes i alle aldersgrupper – dog med en lille overvægt blandt de over 45-årige.

Samtidig peger både danske og internationale undersøgelser på, at solooplevelser er blevet langt mere almindelige de seneste år. Flere bor alene, og flere vælger også bevidst at tage til koncerter, festivaler og rejser uden selskab.

Med de nye initiativer håber Smukfest at gøre det endnu lettere at tage springet – også for dem, der måske er lidt nervøse for at møde op alene første gang.

Del artikel


Korte videoer

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.