Flyd, frys og lys dig glad: Her kan du få en Pause

Vægtløshed, ro og absolut stilhed. En halv til en hel time uden stimuli, bare det epsomfyldte vand under dig og en funklende stjernehimmel i loftet, måske lidt sagte baggrundsmusik. Og før da: en tur i isnende kulde og så infrarød varme for at komme helt ned i kroppen. En moderne form for wellness; velkommen til Pause Recovery Studio.
”Det er en stigende trend, at man gør noget for sig selv. Tager pauser, dyrker sit helbred på en anderledes måde end bare i fitnesscentret.” siger Signe Klit, der sammen med sin mand Jonas siden 2019 har drevet Pause Recovery Studio på Frederiks Plads. Stedet blev til ud fra filosofien om, at pauser er vigtige for trivslen.
Både Signe og Jonas har dyrket triatlon i mange år og forstår vigtigheden i hvile og restitution.
”Mange folk dyrker deres kroppe i fitnesscentre og på løbestierne, men glemmer, at det ikke kun er selve den aktive fase, der er vigtig. Pauser er alfa og omega.”
”Det går heller ikke, at det ikke kun er ’nu har vi snart ferie i tre uger, så skal vi til Frankrig’, og så er der kun det at se frem til. De små, hyppige åndehuller i en hektisk hverdag er også essentielle.”
Jeg og en veninde har sat os for at prøve Pause Deluxe-pakken, der består af kulde, varme og float.
Vi starter i det, der mest af alt ligner en kryogenisk teleporteringskapsel fra tv-serien Doctor Who. Det viser sig at være kryoterapimaskinen – et metalkammer, hvor kroppen udsættes for ekstrem kulde. En masse blæsere sender iskold luft mod din krop fra alle vinkler.
Kryoterapi imiterer groft sagt det nedkølingsschok, som klassisk vinterbadning giver. Her slipper du bare for at blive våd. Smart!

Jeg oplyser min højde og boksen tilpasses, så mit hoved lige nøjagtigt stikker ud af ”kassen”. Jeg får en halsedisse og varme luffer på, og så træder jeg ellers op i kassen og lader min bikiniklædte krop omslutte af blæsere, idet døren lukkes.
Signe træder med op, så hun står på ydersiden af kassen og med fronten med den, der står i kassen.
De tre skærme omkring mit hoved viser i realtid, hvordan punkttemperaturen gradvis nedsættes. Man kan virkelig følge med, og det er både spændende og overvældende at se sig selv blive nedkølet så hurtigt.
”Du nedkøles til 11 grader”, siger Signe, der er med hele vejen.
Det er vigtigt for Signe og Jonas Klit at kunderne ved, at de er i trygge hænder, når de møder op i Pause Studio. De skal nok sørge for at tage dig ved hånden og styre slagets gang.
“Her skal man bare komme, og så sker tingene af sig selv. Du skal ikke forholde dig til nogen hernede. Du skal ikke stå og fortælle, jeg har det sådan og sådan. Du skal bare være,” siger Signe.
De to minutters lynnedkøling går tjept, og bagefter kommer et næsten euforisk rush, når blodet igen suser gennem kroppen og den arbejder på højtryk for at genvinde sin normale temperatur. Et lille skud naturlig adrenalin. Jeg får næsten lyst til at cykle op af Langelandsgade med min elcykelmotor slukket. Det sker ikke hver dag, skal jeg hilse og sige!

Efter kuldechokket må der opvarmning til. Efter at have smidt halsedisse og vanter får vi lov at vælge en lækker kombucha, hvorefter vi bliver ført ind i et lille rum med en lille infrarød sauna. Herinde er der blid musik, ro og en rød stjernehimmel i loftet, der får mig til at føle, jeg er med i en wellness-version af Star Wars.
Her er småt og honeymoonagtigt, og Pause Deluxe er uden tvivl perfekt for parret, der skal have en wellnessdag sammen. Jeg selv har lige slettet mine datingapps for Gud ved hvilken gang…
Min veninde og jeg tager plads på træbænkene. Hun nægter at holde i hånd, så jeg sidder med et fast greb om min dåsekombucha i stedet.
Vi skal være her en halv time. Det føles ikke overdrevet varmt, bemærker jeg i starten – men temperaturen er indstillet til at stige gradvist, ligesom du kan følge med i, hvor meget tid der er tilbage på en lille skærm.
Saunaens varme føles anderledes end traditionel sauna – mere tør, mere nænsom. Efter 20-25 minutter driver sveden af min krop. Jeg lukker øjnene og driver med. Kontrasten til kryoterapien er mærkbar – først chokket, nu fordybelsen.
I Andreas Mogensens fodspor
Nu er det tid til dagens hovedoplevelse: float.
Et hurtigt bad, og så er det ellers ind i det tomandskar, der er spækket med epsomsalt i en sådan grad, at det er umuligt ikke at flyde ovenpå. Man skal virkelig ville det, hvis man skal drukne i det kar!
Signe og Jonas Klit var de første, der bragte floating til Aarhus. Efter at have oplevet fænomenet på egne kroppe i Californien, satte de sig for at bringe det saltvandsspækkede afstressningskoncept til smilets by. Og meget tyder på, at det virkelig kan gøre en forskel for det overstimulerede menneskesind at flyde rundt i et kar.
”Jeg kan nogle gange se, hvordan folk ændrer udstråling efter et forløb med ti gange floating,” fortæller Signe. ”Stress og uro fordamper – og de bliver en ny udgave af sig selv.”
Jeg er klar til en zen-oplevelse, men er omvendt bange for at blive skuffet. Min rastløse sjæl er ikke så meget til off the grid-wellnessoplevelser, men netop derfor er jeg nok en, der netop trænger til den slags? Bare være alene med mine tanker.
Jeg har ganske vist min veninde med, så er ikke helt alene – men for at undgå at få (for meget) salt i ørerne får vi ørepropper i, så der er ikke mulighed for smalltalk som i den infrarøde sauna.
Det er helt op til floateren, om hen vil have badetøj på, men det anbefales, at man er nøgen, så der ikke er nogen elastikker eller andet, der distraherer.
Udover det akavede i at ligge nøgen sammen med en veninde og måske være ubevidst obs på ikke at flyde ind i hinanden (SÅ gode veninder er vi ikke), er floating afslappende og meget mere behageligt, end jeg forventede.
Det er som at blive ført tilbage til fosterstadiet. Vægtløs. Ingen lyd, intet lys – kun dig selv og vandet. Jeg kommer til at drive stille frem og tilbage, som i slowmotion, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Andreas Mogensen. Er det sådan, han har det i rummet?
Infrarødt solarie-deja-vu
Det er svært for mig at gennemføre interviewet bagefter, og jeg kan forstå på Signe, at det er helt normalt.
”Folk sidder som en klat ler, når de har været her i to timer. Helt, helt afslappet,” siger hun.
Jeg får fremstammet, at jeg er klar til dagens sidste aktivitet: infrarød lysbehandling. Min veninde er videre i programmet, og jeg kører nu solo. Jeg føres ind i et lokale, der bringer mindelser til en tid, jeg troede, jeg havde lagt bag mig:
00’ernes skamfulde solariedyrkning, hvor jeg som bebumset teenager tit og ofte lagde mig i cancergrillen.
Nok ligner selve solariet det solbrankende, men når man åbner låget og lægger sig ind, forstår man hurtigt, at det ikke kan sammenlignes.

Solarieformen er den samme, men væk er de skadelige UV-stråler og lugten af den brændte hud. Her er alt rødt, og lyset booster efter sigende cellerne frem for at nedbryde dem.
”Jeg hopper tit herind efter en omgang kryo – lige inden, jeg skal hjem til ulvetimen med børnene,” griner Signe, “Så er der energi i banken til at gå i krig med hverdagens trummerum.”
De ti minutter i ”solariet” går alt for stærkt. Varmen er rigtig rar og mild, og jeg kunne snildt være faldet i søvn derinde. Bare det at kunne ligge der med god samvittighed og vide, at man faktisk gør noget godt for huden og hele resten af kroppen, gør det oplevelsen værd.
Behandlingerne i Pause Deluxe er ikke kun tiltænkt stressede mennesker og restituerende atleter – Signe Klit oplever et bredt udsnit af mennesker i studiet.
“Alene i dag har jeg talt med en, der døjer med sklerose. Gigtpatienter og folk med psorarisis og forskellige ting kommer også forbi for at få lindring. Nogle bruger os som supplement til en fysioterapeutisk behandling. Her er noget for alle.”
Og hun har ret. Jeg ankom som neurotisk journalist med uro i kroppen og to-do-lister i hovedet. Jeg gik derfra som en blød bolledej med lækker saltvandsfrits – og en hel del mindre stress i systemet.
Læs mere om Pause Recovery Studio og bestil tid her.