Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Folket har talt: Her er vinderen af Aarhusianernes Arkitekturpris

Af Freja Dumont

Flere end 1.700 aarhusianere har sat kryds ved deres favorit til Aarhusianernes Arkitekturpris – den nye og mere folkelige kategori under Aarhus Arkitekturpris, som hvert år tildeles til arkitektur af særlig høj kvalitet i hele Aarhus Kommune.

Efter en fintælling står det klart, at den første vinder af prisen nogensinde bliver Den Gamle By for den nye hovedindgang med i alt 659 stemmer.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

”Jeg kan virkelig godt forstå, at aarhusianerne er glade for den nye hovedindgang. Den skaber en flot invitation til at træde ind i Den Gamle By.

Bygningens åbne facade står særligt smukt om aftenen som en varm lanterne, og når man træder ind i foyeren, løfter den imponerende trækonstruktion sig op over én.

Den skaber en varm atmosfære og viser et flot samspil mellem arkitektens idé med bygningen og godt tømrer- og konstruktionsarbejde.

Bygningens bund, gulv og belægning i tegl, skaber kobling mellem ude og inde, og samlet står en ny bygning, der både fortæller om det håndværksmæssige arbejde med flot detaljering samt brug af materialer, der patinerer smukt,” siger Anne Mette Boye, stadsarkitekt, Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.

Den Gamle By var oppe imod erhvervsbyggeriet Glasalstrup i Hasselager, bebyggelsen og byrummet omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7, Aros Åpark i Midtbyen og Volume Village under Ringgadebroen.

De nominerede er udvalgt af en særlig bedømmelseskomité, der består af personer fra råd og foreninger, som repræsenterer et bredt udsnit af borgerne i Aarhus.

Folket har talt: Her er vinderen af Aarhusianernes Arkitekturpris
Glasalstrup. Foto: Helene Høyer Mikkelsen, Realdania By & Byg

Og vinderne af de faglige priser er…

Årets vindere af de faglige priser er Glasalstrup for bedste bygningsarkitektur, mens bebyggelsen og byrummet omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7 vinder i kategorien byens mellemrum.

”Begge projekter udmærker sig ved en særdeles høj arkitektonisk kvalitet. Glasalstrup er et eksempel på et usædvanligt kompromisløst og eksperimenterende erhvervsbyggeri fra slut 60’erne, der er placeret i et afsondret erhvervskvarter.

Derfor er det prisværdigt, at bygherre gennemfører en så kompromisløs renovering og bevarer den arkitektoniske kulturarv. Det minder os om, at vi skal være omhyggelige med at se de arkitektoniske perler, der ligger overraskende steder,” siger Anne Mette Boye og fortæller videre om vinderen på Bassin 7:

”Her er arbejdet konsekvent og omhyggeligt med at bygge området op over tid som en velkommende destination for aarhusianere og besøgende. Det er et flot eksempel på bybygning, hvor de arkitektoniske greb om bebyggelse, bygninger og byrum går op i en højere enhed. Selv på en regnvejrsdag i november er der et velfungerende byliv,” siger Anne Mette Boye.

Folket har talt: Her er vinderen af Aarhusianernes Arkitekturpris
New Ark

New Ark vinder Stadsarkitektens Særpris

Særprisen, som er stadsarkitektens egen, går i år til passagen og kunstværket New Ark, der ligger på Godsbanen mellem Aarhus Arkitektskole på den ene side og private boliger på den anden.

”New Ark er et godt eksempel på, at vores mindre smøger og passager rummer et stort potentiale. Her har kunstner og arkitekter sammen skabt et byrum, der er en kritisk kommentar til klimaforandringerne, oversvømmelser og manglende nænsomhed over for landskabet, når vi bygger.

Samtidig er det er blevet til en meget smuk passage og opholdsrum, hvor de skinnende redningskranse ligger som perler på en snor og lyser passagen op, ” siger Anne Mette Boye.

Alle vindere har modtaget en platte i bronze, som er udført af billedkunstner Julie Stavad.

Se billeder af alle vinderprojekter her.

Fakta om årets vindere

  • Aarhusianernes Arkitekturpris: Den Gamle Bys hovedgang. Bygherre: Den Gamle By. Arkitekter bag bygning og landskabet omkring: Cubo og DetBlå. Ingeniør: OJ Rådgivende Ingeniører.De øvrige nominerede i kategorien: Aros Åpark, Volume Village, Glasalstrup og bebyggelse og byrum omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7.
  • Bedste bygningsarkitektur: Glasalstrup. Bygherre: Realdania By & Byg A/S. Arkitekter: Over Byen Arkitekter. Øvrige rådgivere: Bertelsen og Scheving Arkitekter samt Arkitekturet v/ Grethe Pontoppidan. Rådgivende ingeniører: Jørgen NielsenDe øvrige nominerede i kategorien: Studieboligerne i Universitetsbyen, den nye hovedindgang til Den Gamle By og Æblehaven.
  • Bedste Mellemrum: Bebyggelse og byrum omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7. Bygherre: Kilden & Hindby og Bassin7 Erhverv ApS. Arkitekter: BIG og SLETH. Øvrige rådgivere: Bureau, Detours og Gehl Architects.

De øvrige nominerede i kategorien: New Ark og Made In Aarhus.

  •  Stadsarkitektens Særpris: New Ark. Bygherre: Arkitektskolen Aarhus. Arkitekter: Tideland Studio og Rumgehør Studio. Kunstner: Stine Rosdahl-Petersen.

Læs mere om alle projekter her. .

Del artikel

Andre læser også