Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

For første gang i 20 år: McDonalds hæver prisen på cheeseburgeren

Af Nathalia Hentze Nielsen

At Will Smith under nattens Oscar-show gav Chris Rock en syngende lussing er løbet med næsten alle dagens overskrifter.

Men der er faktisk noget mere chokerende under opsejling.

McDonalds har for kort tid meldt ud, at den famøse cheeseburger stiger i pris for første gang i over 20 år.

Næste gang du stavrer hen til den gyldne måge klokken 3 om natten efter en tur i Gaden, skal du slippe hele to kroner mere: den nye pris på cheeseburgeren bliver nemlig 12 kroner.

“Fra 5. april sætter franchisetagerne priserne op, og der, hvor gæsterne formentlig vil mærke det, bliver ved cheeseburgeren. Prisen på cheeseburgeren har været kunstigt lav i over 20 år, og nu giver vi så mulighed for at sætte den op til 12 kroner,” fortæller Mads Jensen, kommunikationschef ved McDonald’s, til Ekstrabladet.

Priserne på menukort stiger med to procent

De 10 kroner for en cheeseburger eller hamburger blev lanceret i 90erne som et såkaldt “Coinoffer”, men pga. kampagnens popularitet blev det altså hængende.

Hvorfor prisstigningen kommer nu forklarer Mads Jensen som være grundet de generelle stigninger på blandt andet fødevarer.

“Jeg tror efterhånden, at folk har indset, at der er prisstigninger på en lang række ting, heriblandt hvede- og oksekødspriserne. Så vi håber, at folk har forståelse for det,” uddyber han til Ekstrabladet.

Det skal dog nævnes, at prisen på hamburgeren fortsat vil ligge på de 10 kroner, men at der vil blive prisstigninger på omkring to procent på hele McDonalds menukort.

Del artikel

Andre læser også