‘Formidabel og rørende’: Anmeldere hylder ARoS-udstilling
For første gang nogensinde kan en udstilling af den anerkendte franske kunstner Annette Messager opleves i Danmark.
Der er tale om en omfattende soloudstilling ved navn ‘Désirs désordonnés / Disordered Desires’, som lige for tiden er at finde på ARoS.
I den anledning har flere store aviser sendt deres kunstanmeldere til Aarhus.
Og de har masser af rosende ord tilovers for den nye udstilling, skulle vi hilse og sige.
Dét skriver de om udstillingen
Både Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad kvitterer med fem flotte stjerner ud af seks mulige i deres anmeldelser.
Også Informations og Weekendavisens anmeldere har pæne ord at sige om ARoS-udstillingen.
- Jyllands-Posten skriver bl.a: “Figurerne er praktisk placeret på enkle enheder med hjul, og netop her blander kunstneren alvorstunge fabuleringer med en grotesk form for humor.”
- Kristeligt Dagblad skriver bl.a: “Udstillingen på Aros er mere end et kig ind i et aldrende kunstnerskab, det er en præsentation af en samtidskunstners oversete værk på vore breddegrader. Tilmed er der et af de bedste interviews længe set i kataloget, hvor Hans Ulrich Obrist er på besøg i Annette Messagers hjem og verden. Bravo Aros.”
- Information skriver bl.a: “Den internationale samtidskunster Annette Messager bruger grotesk, sort humor og en skulpturel legesyge til at tale om vores rodede, forbudte begær. Endelig kan hun opleves i Danmark i en storstilet udstilling på ARoS.”
- Weekendavisen skriver bl.a: “Man mærker nemt den gamle mesters seneste touch. Det er formidabelt og rørende i al sin drillende gru.”
Både kendte og hidtil usete værker
Udstillingen på ARoS giver et indblik i Annette Messagers surrealistiske, feministiske og æstetiske univers.
Den rummer alt fra store og kendte værker til hidtil usete værker, hvor kunstneren gør brug af ‘fundne genstande’, collage-elementer og intuitive tegninger.
Messager er inspireret af kvindelige kunstnere som blandt andre Louise Nevelson, Eva Hesse og Louise Bourgeois.
Hendes værker udfordrer ofte grænsen mellem kunst og liv, kønsroller og sociale normer.
Annette Messager er i øvrigt hyldet i sit hjemland, hvor hun for nylig blev tildelt Légion d’honneur – den mest prestigefyldte kulturelle anerkendelse, som gives af den franske stat.
Du kan opleve den anmelderroste udstilling på ARoS indtil 22. oktober.
Læs mere om udstillingen her