Sol og varme på vej: Forventer op til 22 grader i Aarhus

Foråret er for alvor ankommet – og det ser heldigvis ud til at fortsætte i denne uge.
Mandag er der nemlig godt nyt fra meteorologerne, der er enige om, at det solrige og varme vejr er kommet for at blive.
Både DMI og TV 2 Vejret melder om varme forårsdage i vente.
DMI lover således, at det kan blive op til 20 grader i slutningen af ugen, mens man hos TV 2 Vejret mener, at vi lokalt kan nå helt op på 22 grader.
Hos DMI mener man, at aarhusianerne kan varme sig ved 18 grader, når temperaturen topper på lørdag.
Læs også: Aarhus’ smukkeste løb?: Arkitekturløb vender tilbage til sommer TV 2 Vejret er endnu mere optimistisk.
Ifølge tv-kanalens prognoser kan vi forvente helt op til 22 grader på lørdag den 2. maj.
Det fremgår af TV 2 Vejrets lokale prognose for den kommende uge.
Hold øje med UV-indekset
DMI’s meteorolog kommer med følgende melding om ugens vejr:
“Selvom der i dag er flot solskinsvejr over Danmark, er temperaturen behersket og når kun op mellem 8 og 13 grader, lokalt måske 15 grader.
Det er fordi kølig luft er strømmet ned over Danmark fra nord.
I ugens løb går vinden dog om i syd, og dette giver os noget højere temperaturer, hvor man stedvis vil nå op omkring 20 grader,” lyder det fra Jesper Eriksen, der tilføjer:
“Der kommer også masser af solskin i ugens løb, og i den forbindelse er det en god ide at holde øje med UV-Indekset, der i perioder kan komme op omkring 4.”