Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mette F. bekræfter: Fra 1. februar vil Danmark være helt åbent

Af Jonathan Sten Drivsholm

De sidste coronarestriktioner ophæves, og Danmark vil fra 1. februar “være helt åbent”.

Det bekræfter statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i Spejlsalen onsdag aften.

“I aften kan vi begynde at sænke skuldrene og finde smilene frem igen,” siger Mette Frederiksen på pressemødet.

Dermed kan vi inden længe vinke farvel til mundbind, mens nattelivet, spillehaller, kasinoer, legeland, badeland og forsamlingshuse står til at genåbne, når januar bliver til februar. Derudover kommer coronapas til at spille en minimal rolle.

Dog anbefaler myndighederne fortsat brug af mundbind og krav om coronapas for besøgende på plejehjem og hospitaler, fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke på pressemødet. På samme måde vil anbefalingen stadig være at tage en test, inden man skal være sammen med mange mennesker eller særligt sårbare.

Årsagen til restriktionernes ophør er, at covid-19 fra tirsdag den 1. februar ikke længere kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Det har regeringen besluttet på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen.

Står nu foran tre faser

Selvom covid-19 har vist sig at være en uforudsigelig størrelse, ser statsministeren fremad med optimistiske øjne.

“Helt grundlæggende er det vores klare vurdering, at vi står på kanten til en helt ny og meget, meget bedre situation,” siger Mette Frederiksen.

På pressemødet fremlagde hun tre faser, som vi nu forventes at skulle igennem.

I fase 1, som udgør resten af vinteren, er restriktionerne bortfaldet, og der vil fortsat være udbredt smitte i samfundet. Der skal tages hensyn til de særligt sårbare, og de allermest udsatte vil få fjerde stik. Myndighederne vil fortsat generelle anbefalinger for at forebygge smitte.

I fase 2, der løber fra foråret, over sommeren og helt ind i efteråret, vil Danmark være helt åben, og covid-19 kommer formentlig og forhåbentlig ikke til at spille en rolle. Myndighederne overvåger smittetallene og forbereder sig på fase 3.

I fase 3, der begynder et stykke inde i efteråret eller først til næste vinter, vil sæsonen være imod, og der er igen risiko for, at nye coronavarianter kan opstå. Her er det meget muligt, at det fjerde stik vil blive tilbudt til alle danskere, og at der igen bliver behov for en øget testindsats.

I øjeblikket er smittetrykket i Danmark fortsat højt. Onsdag var der 46.747 nysmittede på landsplan og positivprocenten var over 21.

Del artikel

Andre læser også