Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ingen ko på bordet – Frederiksgade 42 imponerer med forrygende god delemad

Af Freja Dumont

Med en perfekt beliggenhed, midt på Frederiksgade, finder du Spisestedet Frederiksgade 42. Her serverer de grøntsagsbaserede menuer som delemad med 80% grønt og 20% kød eller fisk. Interessant og usædvanligt koncept. Men det var med en smule skepsis, at et par kvinder med hang til kød trådte ind ad døren til restauranten.

 

Overskueligt menukort

Vi blev modtaget af en tjener, der storsmilende viste os hen til vores bord. Vi var lidt tidligt på den, men det var intet problem. Der var plads til 48 gæster, og denne lørdag var restauranten pænt besøgt. Menukortet bestod af 4, 7 eller 9 små retter. Dejligt overskueligt.

Ingen ko på bordet - Frederiksgade 42 imponerer med forrygende god delemad

Her gider jeg godt dele min  mad

Vi valgte at gå all in og udså os de 9 små retter til 398 kroner. Det var delemad, vi havde med at gøre her. Velanrettede fade, tallerkener, skåle og stenplader med retter i pænt store tapas-størrelser blev i let strøm præsenteret for os. Fire glas vin havde Frederiksgade 42 sat til retterne. 298 kroner var prisen for vinene.

Lækker hilsen fra køkkenet

Den første servering var ikke på kortet. Det var en hilsen fra køkkenet. I den dybe tallerken lå syltede rødløg og ristede solsikkekerner. En suppe, lavet på blomkål og grøn karry, blev hældt over. Suppen var helt fantastisk. Den var cremet, og den grønne karry gav bid til suppen. Derudover var der papadums – en tynd friteret dej af linsemel samt en dip lavet af kikærter, rygeost og chili. Tak til køkkenet for denne velkomst. En god start på aftenen.

Ingen ko på bordet - Frederiksgade 42 imponerer med forrygende god delemad

Skoven landede på tallerkenen

Carpaccio af krondyr og rødbeder var den første servering fra menuen. Begge dele var gravad i en sød, indonesisk soya. Dertil var sprøde persillerodschips, ramsløgsmayo smagt til med Vesterhavsost og med rød skovsyre på toppen. Krondyret var mørt som bare pokker og smeltede på tungen. Kødet spillede godt sammen med rødbederne. En flot og velkomponeret ret.

Ingen ko på bordet - Frederiksgade 42 imponerer med forrygende god delemad

En grim gulerod

Dampet og dehydreret gulerod, liggende på en purløgsolie, fyldt med gede friskost og kørvel var også kommet på bordet. Guleroden var sød og havde en blød konsistens. Den var fyldt med cremet gede friskost indeni. De milde lakridsnoter i kørvelen, passede perfekt sammen med guleroden og gedeosten. Vildt lækker. Nok kaldte Frederiksgade 42 retten for grim gulerod. Men den var en klar vinder i smag.

Aarhus Update

Skorzonerrod med knas og rogn

En sprød skorzonerrod blev flot serveret på marmorsten. Den var glaseret op i æblecidereddike og vendt i lyse sesam og ristede pekannødder. Dertil friskost og stenbiderrogn samt karse på toppen. Let og frisk ret, der nærmest virkede som en mundrenser inden næste ret.

Ingen ko på bordet - Frederiksgade 42 imponerer med forrygende god delemad

Rethink af 80’er kålen

Kinakål på toppen med hytteost og cremefraiche i bunden var nu serveret. Kinakålen var hårdt stegt. Den brændte smag slog igennem. Sprød, frisk og luftig sag, der var tilpas saltet. Kålen var tilberedt perfekt. Den havde godt med bid og smagte skønt.

Ingen ko på bordet - Frederiksgade 42 imponerer med forrygende god delemad

Fisk var ikke grøn

Fiskeretten havde vi set frem til. Pandestegt kulmule og fed hummerbisque med rød karry. I bunden var der syltede fennikel med dildolie. Det duftede skønt, da bisquen blev hældt over. Kulmulen var flot tilberedt. En saftig og velstegt fisk med sprødt skind. Sådan skal det gøres! Fennikel gav god syre til og overdøvede bisquen en anelse, der desværre blev lidt anonym i denne sammenhæng.

Ingen ko på bordet - Frederiksgade 42 imponerer med forrygende god delemad

Byg, svampe og vildsvin

En dejlig duft bredte sig ved bordet. Risotto (kornotto) lavet på økologisk perlebyg. Smagt til med ostecreme lavet på rød løber, persille og trøffelolie deri stegte portobellosvampe og tørret, røget vildsvin. Den sprøde vildsvin var papirtynd og satte prikken over i´et i en fuldstændig gennemført ret. Trøffelolien smagte igennem og gav den cremede ret et ekstra pift.

Byg, svampe og vildsvin hos Frederiksgade 42 - Aarhus Update

Pastinak, sika og forårsløg

En lang gennemskåret pastinak lå nu på tallerkenen. Ovenpå var drysset sika, smagt til med fiskesauce og godt med forårsløg på toppen. Vi var på forhånd spændte på denne ret. Den væltede os næsten af stolene af begejstring. Den let sødlige smag fra pastinakken sammen med den salte sika imponerede os. Enkelt men med stor smag.  

Pastinak, sika og forårsløg - Aarhus Update

Sikke et svin

Langtidsbraiseret økologisk, dansk svinebryst, puré på butternut og panang karry, salatløg, thai basilikum og fluffy flæskesvær. Svinebrystet var yderst mørt, saftigt og faldt nærmest fra hinanden. En gennemført ret med twist fra Asien. Her var der, som i flere af serveringerne, eksperimenteret og leget med smagen og ikke mindst helhedsoplevelsen.

Svinebryst - Aarhus Update

Egorøvs dessert

Aftenens sidste servering var gulerodssorbet smagt til med ingefær, Dulce de Leche smagt til med lime, saltede peanuts og bagt hvid chokolade. Jeg var glad for, at desserten ikke var delemad, for denne tog kegler hos min medspiser, der nærmest inhalerede den. En perfekt afslutning på 9 små retter, der nu ikke var helt så små.

Ingen ko på bordet - Frederiksgade 42 imponerer med forrygende god delemad

Vinene

  • Frederiksgade 42 har friske, frugtige og lette vine på vinkortet. Størstedelen økologisk eller biodynamisk dyrket. De mener, det passer bedst til de grøntsagsbaserede menuer, som de serverer. Det må vi give ret i. Vinene overtog ikke smagen, men supplerede retterne godt.
  • Til de tre første serveringer var der hvidvin i glasset. En italiensk, nærmere betegnet siciliansk, Porta del vento Catarratto fra 2015. Den havde en rødvinsagtig syre, som gik rigtig godt i modspil til de lidt federe retter, som vi startede med.
  • Hvidvin nummer to var Chateau de Fesles Chenin Sec fra 2014. En let fedmefuld vin i god balance, med lidt fad, lidt syre og mere kraftfuld end den foregående hvidvin.
  • Rødvinen var en biodynamisk Pinot Noir fra sydsiden af Noir Floden blev hældt i glasset til fisk- og vildsvinretterne. Préambule rouge Menetou-salon fra 2015. Frugtig og syrerig. Den passede særlig godt til den fede ostecreme i risottoen.
  • Det sidste, vi fik at drikke, var Dark and Stormy. Den bestod af hjemmelavet ingefær/lime saft med mørk rom og lime skiver.

Ingen ko på bordet - Frederiksgade 42 imponerer med forrygende god delemad

Tasty og trendy indretning

På Frederiksgade 42 er der en skøn og afslappende atmosfære. Der er store vinduer ud mod Frederiksgade og en dæmpet belysning. Indretningen er cool og på samme tid hyggelig og rå. De lyddæmpende plader på væggene sørgede for god akustik, så det var nemt at samtale ved bordene. Der er god plads ved bordene, og stilen er gennemført.

De første gæster hos Frederiksgade 42 - Aarhus Update

Betjening i øjenhøjde

De to tjenere, der servicerede os denne aften, havde fuldstændig styr på tingene. De var utroligt nærværende, vidende og opmærksomme. Det var en meget uformel servering, med humor, der var nede i øjenhøjde med gæsterne. De sporede sig hurtigt ind på jargonen. De vidste, hvad de talte om, tog sig god tid til at fortælle om råvarerne, tilberedningen og vinene og så ovenikøbet ud til at hygge sig med snakken. Det var en sjælden god betjening, der var værd at skrive hjem om.

Ingen ko på bordet - Frederiksgade 42 imponerer med forrygende god delemad

Regningen

Frederiksgade 42 vil gerne servere et godt måltid til en attraktiv pris. Og det må vi sige, de gør. At betale 1.392 kroner for to gange 9 små retter og fire store glas vin er i den grad fair. Prisen er grænsende til det billige. Råvarerne og smagen var i top, og vinene passede godt til maden.

Vores mening

De gør det godt på Frederiksgade 42. Ingen tvivl om det. Når grøntsager tilberedes på denne måde, er jeg fuld af begejstring. Respekt. Vi manglede på intet tidspunkt kød, tværtimod. Alle retterne var friske og smukt præsenteret. Det var en oplevelse for alle sanserne. Ingen tvivl om de ved, hvad de har med at gøre på Frederiksgade 42. En fantastisk aften, hvor alt klappede. Det er hyggeligt at dele og være sammen om maden på denne måde. Den afslappende atmosfære og behagelige betjening sørgede for, at man følte sig hjemme på Frederiksgade 42. På trods af de mange gæster, var der et godt flow i serveringerne, og der var tid til gæsterne. Blev vi så mætte af alle de grøntsager? Ja, uden tvivl – og det var tilmed mæt på den gode måde, selv om retterne ikke var små. Vores bedste anbefaling er kun på sin plads her. Alt andet ville være en fornærmelse.

 

Frederiksgade 42

Frederiksgade 42
8000 Aarhus
Telefon: +45 60 68 96 06

Website:

Bestil bord her:

 

[mappress mapid=”734″]

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

ERHVERVSLIVET HAR OGSÅ FÅET ØJNENE OP FOR PARKPARK

Læs artikel

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien