Fremadstormende band: Giver gratis koncert på Aarhus Street Food

Besøgende på Aarhus Street Food kan snart se frem til mere end saftige burgere, dampende ramen, sprøde pizzaer og friske salater, når det fremadstormende band ABSURD inviterer til gratis pop-up koncert fredag den 1. maj i forbindelse med SPOT Festival.
Koncerten finder sted som en eksklusiv opvarmning til bandets kommende efterårskoncert på Train, og bliver samtidig sidste chance for at opleve ABSURD i Aarhus inden deres større turné.
Aftenen byder desuden på en ekstra overraskelse, da bandet har hemmelige gæster med på scenen.
ABSURD har på kort tid markeret sig som et af de mest interessante nye navne på den danske musikscene.
Bandet har fået sit gennembrud med singlen “Anna”, som sammen med “Danser Alene” har været med til at definere deres melodiske og publikumsvenlige lyd, ligesom bandet er kendt for deres stærke liveoptrædener og tætte kontakt med publikum.
I 2025 modtog ABSURD Tak Rock’s Talentpris på Smukfest, og til efteråret 2026 drager de på deres første landsdækkende turné med mere end 20 koncerter.
Pop-up koncerten giver dermed publikum en unik chance for at opleve bandet gratis, før de for alvor indtager landets scener i 2026.
Hvad: Gratis koncert med ABSURD
Hvor: Aarhus Street Food
Hvornår: Fredag den 1. maj kl. 19