Frivillighovedstad 2018: Aarhus Sail Event sejler gratis med 70 frivillige
”Udover glæden ved at give synes vi de frivillige skulle have en helt konkret tak for indsatsen, som kommer os alle til gode” I dag, lørdag den 23. juni, stikker Aarhus Sail Event til søs med 70 aarhusianere, som har udmærket sig ved at levere en frivillig indsats i løbet af 2018. De er alle ombord på den 3-mastede skonnert ”Maja” som tager dem med ud på et 3 timers togt på Aarhus bugten. Undervejs bliver der rig mulighed for at deltagerne kan dele erfaringer med det frivillige arbejde. ”Det er naturligvis frivilligt, om man vil være med til at sætte sejl ombord, men mon ikke der netop er mange af disse deltagerne, som tilbyder hjælp”, siger Lars Hede.
”Vores egen virksomhed er rundet af frivilligt arbejde”. ”Vi startede som en del af en frivillig forening til bevarelse af et enkelt træskib og udover en masse gode venner og gode oplevelser, så fik det frivillige arbejde vores øjne op for at der lå et hav af muligheder omkring sejladser”. I dag driver Lars Hede og Niels Ravn virksomheden Aarhus Sail Event på fuldtid med base i Aarhus Internationale Sejlsportscenter. De mener ikke virksomheden var blevet en realitet uden de unikke oplevelser som frivillige i en forening.
Vil du ud at sejle, så er næste tur i dag klokken 14.00 og i morgen sejler de også. Se mere her